- Info
Pablo Llambias
Af cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
I multikunstneren Pablo Llambías’ forfatterskab er forholdet mellem fiktion og virkelighed en gennemgående tematik. Med en evne til at forene samfundsengagement med avantgardistisk eksperiment undersøger han i sine bøger størrelser som fortælling og realitet, konstruktion og autentisk materiale, samtidighed og tilfældighed, ironi og patos, spøg og alvor. Llambías fremhæver også værkets egen skabelsesproces og blander en række genrer – som i bogen ”Rådhus”, der indeholder skønlitterære afsnit såvel som essayistisk materiale, sociologisk analyse og fotografier af danske rådhuse eller i romanen ”Et ukendt barn”, hvor detaljerede, faktuelle afsnit om Anden Verdenskrig indgår i fortællingen. Samtidig leger Llambías med grænsen mellem fortæller og forfatter ved at inddrage selvbiografiske elementer i sine bøger.

Blå bog
Født: 8. februar 1964 i Svenstrup ved Aalborg.
Uddannelse: Cand. phil. fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1997.
Debut: Hun har en altan. Gyldendal, 1996.
Litteraturpriser: Treårigt stipendium fra Statens Kunstfond, 1998. SFC-prisen, 2002. Søren Gyldendals Studierejselegat, 2008. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 2008. Otto Gelsted-prisen, 2008.
Seneste udgivelse: Monte Lema. Gyldendal, 2011.
Idol: Suzanne Brøgger.
Hobby: Musikalsk performance med bandet Wazzabi.