- Info
Mikael Niemi
Af cand.mag. Nicolas Jespersen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Michael Møller. 2011.
Mikael
Niemi er en af vore svenske naboers mest populære og folkekære forfattere.
Efter flere digtsamlinger og ungdomsbøger brød Niemi i år 2000 igennem den
litterære lydmur med den fantasifulde hjemstavnsroman “Populærmusik fra
Vittula”, som sensationelt har fået hver ottende svensker til boghandleren.
Med
afsæt i området Tornedalen nær den finske grænse skriver forfatteren fra sin
marginaliserede position og fortæller om de skæve eksistenser og kulturelle
forhold, som indfinder sig højt mod nord. Efter gennembrudsromanen er Niemi
ofte blevet forbundet med en gakket tragikomisk magisk realisme, men med sine
to seneste romaner, “Manden der døde som en
laks” og ikke mindst ”Skyd appelsinen”, har Niemi vist en mere alvorstung og
eksistentiel bekymret side.

Blå bog
Født: 13. august 1959 i Pajala,
Norrbotten, Sverige.
Uddannelse: Teletekniker.
Debut: Rusning,
1983 (digte, ikke oversat til dansk).
Litteraturpriser:
Blandt andet Norrlands litteraturpris (1988),
Augustpriset (2000), Tidningen Vi’s litteraturpris (2000), Din bok – vårt val (2000) ,
Litteraturklubbins Stora Litteraturpris (2001),, Årets Bok, Månadens boks pris
(2002), Piratenpriset (2002), Albert Engström-priset (2009)
Seneste udgivelse: Skyd appelsinen. Lindhardt
& Ringhof, 2011 (Skjut apelsinen, 2010).
Idol: Per Olov Enquist .
Hobby: Musik – Niemi spiller både harmonika og bas, til tider i
bandsammenhæng. Fiskeri og jagt, bl.a. deltager han hver september i den store
elgjagt. Botanik.