- Info
Synnøve Søe
Af stud. cand. comm. Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.
Med et billede af sit eget hvidmalede ansigt på bagsiden udgav Synnøve Søe i 1989 den medieomsuste roman “Fars”. Romanen beskriver med incestuøse undertoner en piges omtumlede opvækst præget af fraværende, egoistiske forældre og en evig længsel efter omsorg og opmærksomhed. Omdrejningspunktet i Synnøve Søes forfatterskab er det forsømte barn og hvad det på grund af den mangelfulde barndom må slås med i voksenlivet. Hun udfolder denne tematik på vidt forskellige scener, fra et amerikansk rigdomsmiljø i “Regntid” fra 1994 til en dansk forstadslejlighed i “Drengen på stigen” fra 2007. Med en let og direkte skrivestil, der er fyldt med skarpe dialoger og beskrivelser af hovedpersonens tanker og følelser, borer Synnøve Søe sin pen ind i hjertet på læseren lige der, hvor det gør rigtig ondt.

Blå bog
- Født: 3. april 1962 i Herlev.
- Uddannelse: Journalist.
- Debut: Fars, 1989. Roman.
- Litteraturpriser: Ingen
- Seneste udgivelse: Skrifte, 2009. Roman.
- Forlag: Tiderne Skifter, Holkenfeldt, Lindhardt og Ringhof, People's Press.