- Info
Charlotte Strandgaard
Af journalist Annelise Vestergaard. 2001.
Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner og digte. Et kortfattet portræt af Charlotte Strandgaard kan skrives med fem ord. Rækkefølgen er tilfældig: Digter. Forfatter. Kvindesagsforkæmper. Socialist. Kristen. Endnu to ord kan tilføjes: Kortspiller. Vinterbader. Men de dækker ikke så totalt og ikke hele tiden. De udtrykker beskæftigelser, som kan skifte lidt med vind og vejr, lys og mørke. De fem første derimod er aldeles uafhængige af ydre forhold. Inden Charlotte Strandgaard blev forfatter, uddannede hun sig til bibliotekar. Hun fandt imidlertid ud af, at hun hellere ville skrive sine egne bøger end ekspedere andres.