Mine værktøjer
     

Herbjørg Wassmo

Af cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen. 2005.


Herbjørg Wassmo er en af Norges mest læste forfattere, og hendes bøger er oversat til en række sprog. Hun debuterede i 1976 med digtsamlingen “Vingeslag” men er hovedsagelig kendt som romanforfatter.

I Herbjørg Wassmos romaner stilles der skarpt på menneskesindet og det omgivende samfund. Realistiske iagttagelser og konkrete sanseerindringer blandes med surreale drømmesekvenser. Skildringen af enkle hverdagsdetaljer placeres ligeledes side om side med romanernes psykologiske fortælling. Der er i Wassmos forfatterskab fokus på store temaer som skyldfølelse, tab, erotikkens frigørende potentiale, kærlighedens væsen, de destruktive sider af mennesket, tilfældighed, valg og ikke mindste det svigtede barn.

Blå bog
  • Født: 1942 i Vesterålen i Norge.
  • Uddannelse: Læreruddannet.
  • Debut: Digtsamlingen Vingeslag, 1976.
  • Litteraturpriser: Kritikerprisen, 1981. Bokhandlerprisen, 1983. Nordisk Råds Litteraturpris, 1987. Den norske boghandlerforenings pris for 1980´ernes bog, 1990. Gyldendals legat, 1991. Bogklubben 12 Bøgers pris, 1997. Amalie Skram-prisen, 1997.
  • Seneste udgivelse: Hundrede år. Lindhardt og Ringhof, 2010. Roman.