Opvækst

L.M. Montgomery voksede op på Prince Edward Island, der er Canadas mindste provins. Øen ligger i den østlige del af Canada i St. Lawrence-bugten. Selv om hun i perioder flyttede til fastlandet vendte hun tilbage til øen. Naturen her og menneskene spiller en stor rolle i hendes bøger.

L.M. Montgomerys mor døde af tuberkulose da hun var 2 år, og nogle få år senere flyttede hendes far, der var købmand, til fastlandet for at gifte sig igen og stifte en ny familie. Hun voksede derfor op hos sine bedsteforældre, der var meget fromme.

Hun voksede op under strenge kår, hun fik skæld ud for det mindste og blev ofte mindet om at hendes far i deres øjne levede et lastefuldt liv. Når hun havde været uheldig eller opført sig forkert blev hun tvunget til at knæle og bede om forladelse. Ydmyget og ensom trak hun sig ind i en drømmeverden, hvor fantasien kunne få frit spil med prinsesser, feer og uhyggelige, hjemsøgte skove. Hun udviklede en stærk fantasi, der også skinner igennem i figurerne Anne og Emily.

L.M. Montgomery fik næring til fantasien ved at læse bøger af Charles Dickens, Lord Byron og Henry W. Longfellow, og i en meget ung alder vidste hun, at det hun allermest havde lyst til var at blive forfatter.

Hendes første skriverier rummede små historier, digte og tragisk kærlighed. Den erfaring bringes også i Anne fra Grønnebakken hvor Anne sammen med veninderne har en ”historieklub”. Her skriver de hver små historier, som de læser højt for hinanden og kommenterer, en slags skriveværksted.