Anne-bøgerne – kort fortalt

Anne fra Grønnebakken
Den 11-årige forældreløse Anne Shirley bliver adopteret af det ældre søskendepar Marilla og Matthew Cuthbert. De havde egentligt ønsket en dreng der kunne hjælpe Matthew på Grønnebakken, men ved en fejl ankommer Anne. Hun forandrer alt i deres ellers stille og rolige tilværelse på gården med sin evige talestrøm og sine fantasier. Anne er noget af en drømmer, en teknik hun har lært sig i sit tidligere så triste og slidsomme liv. Anne elsker smukke ting og til hendes store sorg har hun rødt hår og masser af fregner. Bogen følger Annes hverdag fra hendes 11. – 16. år hvor hun afslutter skolen og endelig slutter fred med den 2 år ældre Gilbert Blythe, som hun har været både frastødt og tiltrukket af i hele skoletiden.

Annes første ”møde” med Gilbert beskrives sådan: ”Gilbert Blythe var ikke vant til fiasko, når det gjaldt pigerne. Hun burde kigge over på ham – denne rødhårede Shirley-pige med den spidse lille hage og de store øjne, der ikke kunne sammenlignes med nogen andre pigeøjne i skolen. Gilbert rakte over midtergangen, greb fat i spidsen af Annes ene lange fletning, holdt den op og hviskede gennemtrængende: ”Gulerødder! Gulerødder!” Først da så Anne over på ham – men der var had i hendes øjne. Og hun nøjedes ikke med at se. Hendes drømmeverden var raslet sammen, og i ét nu var hun på benene. Hun sendte Gilbert et rasende blik, og derefter fulgte en lige så rasende strøm af tårer. ”Din afskyelige, ondskabsfulde unge!” råbte hun ophidset. ”Hvor vover du!” Og så... Smæk! Anne havde knaldet sit tavlebræt ned over Gilberts hoved og flækket det – altså tavlebrættet, ikke hovedet.” (side 95).

Anne bliver lærer
Anne er som 16-årig blevet ansat som lærer i sin barndoms skole. Hun bor stadig hos Marilla efter at Matthew er død. Anne falder ofte hen i sin egen drømmeverden, men hun er samtidig særdeles aktiv og har mange gøremål blandt venner og familie. Bogen har mange bipersoner, som følges nøje. Anne er blevet mere fornuftig, men alligevel er hun stadig impulsiv hvilket jævnligt bringer hende i vanskeligheder. Alligevel klarer hun den hver gang. Bogen slutter da hun som 18-årig tager på universitetet sammen med Gilbert.

07308310

Drømmen går i opfyldelse
Anne har hjemve, men falder alligevel snart til i de nye omgivelser. Bogen foregår over 4 år, skiftevis mellem universitetet og i ferierne hjemme hos Marilla, der har adopteret endnu et par forældreløse børn. Der er bønnemøder, optræk til flere forelskelser – men Anne får omsider sin Gilbert.

Anne på egne ben
Anne er blevet færdig på universitetet og skal have 3 år til at gå, mens Gilbert gør sin uddannelse færdig. Dem tilbringer hun som forstander på gymnasiet i Summerside, et lille udsted på Prince Edward Island. De 3 år opleves gennem Annes lange breve til Gilbert vekslende med korte afsnit, der ser tilbage på alle Annes fortrædeligheder som f.eks. dengang hun farvede sit hår grønt, og Marilla måtte klippe det helt kort for at skjule det uheldige resultat. Selv om Anne som tilflytter har sine små kontroverser med lokalbefolkningen, vinder hun dem snart med sit hjælpsomme og charmerende væsen.

Anne i drømmehuset
Anne er blevet 25 år og bliver endelig gift med sin Gilbert, der har afsluttet sin uddannelse som læge. De flytter til en lille flække De Fire Vinde og slår sig ned i et lille romantisk hus, og de bliver det naturlige centrum for det sociale liv i den nærmeste omegn. Anne og Gilbert er det perfekte og næsten fejlfrie par, som alle ser op til. Anne og Gilbert undgår imidlertid ikke sorgen, idet deres førstefødte dør kort efter fødslen. Alt vender sig dog til idel lykke da de 2 år senere får en livskraftig søn.

Anne som mor
Anne og Gilbert har nu været gift i 15 år. Sammen har de skabt et godt og trygt hjem for sig selv og de 6 børn. Familien er dog ikke fri for problemer. Børnene kommer hver især ud for ubehagelige oplevelser. Sladderen trives i det lille landsbysamfund, men Anne er ukuelig, når hun med kærlighed og forstand forsøger at løse de fleste konflikter. Omkring deres 15 års bryllupsdag kommer Anne i tvivl om hvor vidt Gilbert stadig elsker hende, men alt ender i fryd og gammen.

Anne – Regnbuedalen
I denne bog møder vi sporadisk Anne, men hendes ånd som mild og forstående doktorfrue hviler over landsbyen, hvor hun ofte er med til at dæmpe de mest ondsindede intriger. Hovedpersonerne er den nye, verdensfjerne præst og hans 4 moderløse børn. Børnene er kvikke, men deres uheldige opførsel er en kilde til sladder og forfærdelse hos landsbyens bedre borgerskabs kvinder. Den sympatiske præst finder heldigvis en passende og sympatisk kone, der også tager sig godt af børnene.

Anne – Børnene flyver fra reden
Her er det Anne og Gilberts yngste barn Rilla, der er midtpunktet. Handlingen foregår i 1914-18, og gennem Rillas øjne og dagbog følger vi krigen og den stærke patriotisme der straks får canadierne til at gå ind i krigen på engelsk side. Annes 3 sønner melder sig frivilligt til krigen og bliver sendt til fronten i Europa. Den 15-årige Rilla modnes både gennem sorgen over brødrenes afrejse og den enes død på slagmarken og gennem det ansvar hun påtager sig ved at opfostre et moderløst spædbarn, mens faderen er ved fronten. Hun tager desuden initiativ til oprettelse af en lokal Røde Kors-afdeling for unge.