Hvem er Emily?

Emily er blevet forældreløs som 10-årig. Hun har kulsort hår og et drømmende sind, som ikke ret mange kan stå for. Emily har gennem sin opvækst sammen med faderen udviklet sig til en pige med en stærk karakter. Hun lader sig ikke byde hvad som helst da hun ufrivilligt skal vokse op hos moderens familie.

Emily-bøgerne er langt mere selvbiografiske end serien om Anne. Serien kredser omkring familie, traditioner samt den unge Emilys dagbøger. Desuden er der glimt af en kreativ indsigt inspireret af den engelske digter William Wordsworth (1770-1850), der i en hidtil uset grad brugte sit eget liv som inspiration for digtningen. Litteraturen og digtningen bliver den personlige overlevelsesvej for Emily – ligesom de afspejler L.M. Montgomerys egne bestræbelser for at blive anerkendt som forfatter.