Vadmelsfolk

Citat
”Det var just ikke noget mageligt liv, Frederik Tapbjerg førte derude på Fleskjær Hede, en fjerdingvej fra Hovedbyen, for stod han ikke i tunge træsko og æltede døj i tørvemosen, gjorde han daglejerarbejde rundt om hos gårdmændene. Sådan havde han nu henslæbt halvtredsindstyve år.”
”Vadmelsfolk”, s. 51.

I 1900 udkom ”Vadmelsfolk”, der er Jeppe Aakjærs fjerde udgivelse. Det er en novellesamling – eller måske snarere en samling af fortællinger – der alle udspiller sig i det nordligste af Vestjylland i den sidste del af 1800-tallet.

Samlingen udgøres af korte fortællinger på mellem 20 og 30 sider, der hver især tager udgangspunkt i forskellige miljøer eller typer, som er særegne for området. Således præsenteres vi for den barmhjertige madmor, den stærke bonde, den fattige tjenestekarl og den unge hyrdinde, der bliver gravid. Alle fortællingerne skildrer mennesker, der føler sig eksistentielt fanget mellem på den ene side traditionens krav om overlevering og gentagelse og på den anden side individets ønske (mere eller mindre udbrændt) om at realisere sig selv. Følelser er generelt noget vanskeligt noget, som det er svært at finde plads til og udtryk for i det gængse livsmønster på heden.

F.eks. i fortællingen om ”Bakgården og dens beboere”, hvor nærighed i den grad er blevet nedarvet, så Simon og Karen Bak ikke nænner at bruge en øre til vedligeholdelse af gården, der derfor ender med at falde ned i hovedet på Simon Bak og dræbe ham. Da Karen Bak dør, har hun i dødskrampe knyttet hånden om nøglen til pengeskrinet, så sønnen Niels må vriste nøglen løs fra hånden.

Den samme følelsesmæssige stopklods finder vi i ”Jens Tanderup”, hvor den charmerende men fattige tjenestekarl Jens og gårdens datter bliver lidenskabeligt forelskede. Familien og traditionen står imidlertid i vejen, og parret ender i en frygtelig ulykke, som gør, at de først kan forenes i graven.

Fortællingerne har som nexuspunkt den umulige situation, denne fattige befolkningsgruppe står i – og i forlængelse heraf deres utrolige evne til at overleve. Gennem generationer er der blevet udviklet en ekstrem vilje, hårdhed og nøjsomhed, som ender ud i en enorm grad af forråelse. Fortællingerne er derfor alle fortalt i en nøgtern tone uden gran af sentimentalitet eller nostalgi. Aakjær havde en objektiv, nærmest videnskabelig, interesse i at finde ud af, hvordan disse folk virkelig fungerede.