Peter Adolphsen

Med Peter Adolphsens debut “Små historier” fra 1996 fik den danske litteratur en særegen stemme. Det anmelderroste værk består af 29 kortprosatekster, der med glubende appetit giver sig i kast med at beskrive, besmykke og ændre på vores opfattelse af den omgivende verden.

Teksterne spænder vidt – fra beskrivelser af fiktive glemte sprog til skabelsesmyter og komponisten Johann Sebastian Bachs møde med sit spøgelsesagtige spejlbillede. Adolphsen præsenterer os blandt andre sære fænomener for et sprogforvirret rumvæsen, en slagter der må spise sit eget ben og en by bestående af avispapir. 

I “Små historier” finder man også adskillige tekster, der nærmest har karakter af skabelsesmyter (“De spredte knogler”, “Deus Liber et Pagina”, “Ørkenens vældige stilhed”) eller på anden vis beskæftiger sig med alternative bud på det mytologiske spørgsmål om verdens skabelse. Andre steder afslører Adolphsen en forkærlighed for det leksikalske tonefald, eksempelvis i “Beretning om sproget Gitii”, der beskriver et uddødt sprog, som udelukkende består af verber.  

Ved første øjekast forekommer de små historier således vidt forskellige, men bag samtlige tekster finder man en fortæller med et stort vid, sans for ironi og ikke mindst en særdeles veludviklet fantasi. De korte tekster er fælles om at sætte en legende og frit fantaserende underfundighed i spil, som sammenkobles med filosofiske spekulationer over emner som sprogets meningsskabende funktion, guds eksistens og verdens begyndelse.  

I teksten “Barnetro” lader Adolphsen en lille pige forholde sig aktivt til spørgsmålet om guds eksistens. På trods af det religiøst søgende pigebarns tilsyneladende naivitet viderefører hun i realiteten en kompliceret teologisk debat om konflikten mellem en teistisk og en deistisk gudsopfattelse. Via tekstens afsluttende greb opløses det teologiske sprog og fortættes i det poetiske og flertydige billede af den knuste kinaskakkugle (her citeret efter 3. udgave. I andre udgaver står der ’glaskugle’, lige som der er andre forskelle), der muligvis bærer på et større forklaringspotentiale end den filosofiske analyse. Adolphsens adelsmærke består på denne måde i at sætte læserens tankevirksomhed i gang. Bogens “små historier” vokser således ved eftertanke.