Anders Johansen holder sig ikke inden for en enkelt genre i sin produktion. Han har skrevet både letlæsningsbøger, fagbøger, ungdomsromaner og højtlæsningsbøger. Han mener selv, at båse er begrænsende, og han tænker mindre og mindre på, hvilken alder han skriver for.
Tematisk kredser Anders Johansen om savn og ensomhed i mange af sine værker. Det kommer måske stærkest til udtryk i ”Kærlighedens labyrint” og ”Sølvbroen”, men også i andre af romanerne spiller savnet og ensomheden en stor rolle. Historierne handler om at miste; det kan være en mor eller far, en ven, en kæreste eller det kan være selve barndommens uskyld. Stemningen i ”Kærlighedens labyrint” er gennemsyret af et dybt savn efter hovedpersonens mor, der døde under Anden Verdenskrig, og hele fortællingen i ”Sølvbroen” er bygget op om en drengs, måske sidste, rejse med hans far.
En af pointerne i disse historier er, at man dybest set er overladt til sig selv. Det kan godt være, at man kan få tryghed hos sine forældre, eller man kan knytte venskaber, men når alt kommer til alt, er man alene. Sådan er hele stemningen i ”Hadestenen – og andre historier fra Bøllevangen”, sådan lever Isabel i ”En splint af korset”, og sådan har Simon det i ”Kærlighedens labyrint”. Hovedpersonerne overlever og bliver stærke, men de lever alle med et stort savn indeni.
Et andet gennemgående tema i forfatterskabet er overgangen fra barn til voksen. I flere af sine bøger kredser Anders Johansen om udtrykket ’de voksnes rækker’ og det kristne ritual konfirmation som en udslagsgivende markør for hovedpersonen. Det er for eksempel tilfældet for anorektikeren Liv i ”Stjerneskælv”, der under festmiddagen får en slags syn, hvor alle de voksne svulmer op og bliver en forvrænget udgave af dem selv.
Moraler er der mange af i Anders Johansens letlæsningsbøger. De handler især om, at forældre skal give sig tid til deres børn, og at børn skal have lov til at være børn på deres egne præmisser. ”Mikkel, Mille og Himmeltræet” handler for eksempel om to børns kamp for at få lov at se hinanden, selvom forældrene er dødeligt uvenner. Børnene vinder selvfølgelig til sidst.
Det er barske fortællinger og man mærker, at barndommen er en alvorlig sag for Anders Johansen. Man mærker også en dyb solidaritet med de børn, der går alene med en stor sorg eller som af en eller anden grund er ensomme og overladt til sig selv med deres følelser.