Baggrund

Citat
“… vi må alligevel spørge os selv: Er det ikke de pårørende som skal beslutte hvad der bør gøres? Kan myndighederne alene bestemme i en sag som i sidste instans handler om kærlighed?”
“Håndteringen af udøde”, s. 118.

John Ajvide Lindqvist er opvokset alene sammen med sin mor i Blackeberg; en belastet forstad til Stockholm, hvor unge sniffer lim i kælderen og alkoholikerne sidder bænket uden for. Sin barndoms somre tilbragte han hos sin far, der var fisker i Skærgården. 

I sin barndom var John Ajvide Lindqvist meget isoleret og ensom. Han læste samtlige bøger i Kalla Kårar-serien, og når han var i skole, blev han mobbet, ligesom Oscar i romanen “Lad den rette komme ind”. Han mener selv, at de oplevelser har præget hans forfatterskab med dysterhed: “Selv om jeg i dag er et lykkeligt menneske, kan jeg kun skrive mørkt og uhyggeligt. For min grundtone i livet, mit følelsesskelet, min verdensopfattelse, blev grundlagt, før jeg var 18.” (Tine Marie Winther: Svensk zombieforfatter: Man skal elske sine monstre. Politiken, 2009-03-23). Faktisk optræder de tre skolekammerater, der mobbede Lindqvist, ved deres rigtige navn i “Lad den rette komme ind” – der er blot byttet lidt rundt på for- og efternavne. 

Som 13-årig blev Lindqvist optaget i Svensk Magisk Cirkel, som han beskriver som et sted, hvor andre drenge, der var blevet mobbet, havde fundet hen. Her delte de deres hemmeligheder, drak whisky, og John Ajvide Lindqvist viste sine nylærte tricks frem for turister på Västerlånggatan i Stockholm. Da han gik ud af skolen, tog han forskellige jobs som blandt andet skolelærer og pædagogmedhjælper, og siden fik han skabt sig en karriere som stand up-komiker og tryllekunstner. Først som 32-årig begyndte han at skrive romaner. Siden har han skrevet fem romaner, som er udkommet i 30 lande, heraf er tre romaner udkommet på dansk. Han har ud over sin litterære produktion også skrevet manuskripter til teatre og svensk tv, herunder “Kommissionen” og “Reuter & Skoog”. Han har også skrevet manuskripterne til filmatiseringen af sine egne romaner “Lad den rette komme ind” og “Håndteringen af udøde”. 

Nu bor han sammen med sin hustru, digteren Mia, som han har været gift med i 16 år. De lever på Rådmansö i Roslagen i Skærgården sammen med deres søn og tre stedsønner. Huset, de bor i, har han arvet fra sin far, der druknede for ni år siden under en fisketur. Hans daglige liv er fokuseret omkring familien, manuskripterne og sjældne optrædener som tryllekunstner. “Jeg har rejst en del, men nu forsøger jeg at undgå det. I stedet for at flyve rundt i verden vil jeg hellere vide, hvor hver sten ligger, der hvor jeg er. Fordybe mig i stedet”, fortæller han. (Tine Marie Winther: Svensk zombieforfatter: Man skal elske sine monstre. Politiken, 2009-03-23).