Beslægtede forfatterskaber

Det ligger meget lige for at sammenligne John Ajvide Lindqvist med den amerikanske bestseller horrorforfatter Stephen King, både hvad angår kommerciel succes, en kompleks rolleliste, barneprotagonisterne og landsbyen som scene for fortællingerne. Især romanen “Menneskehavn” har genkendelige træk fra Stephen Kings “The Shining”, “It” og “Pet Sematary”. Ifølge John Ajvide Lindqvist selv er der et slægtskab mellem de to i forhold til tilgangen til at skrive bøger. En tilgang, som han karakteriserer som no-nonsense. Han fortæller også, at han i sin opvækst læste Stephen King såvel som Clive Barker (hans egen favorit) og Dean Koontz, og han sneg sig i biografen og så horrorfilm, da han var 13 år, selvom man skulle være 15 år. Derfor er han – mere eller mindre bevidst – blevet inspireret af disse forfattere. Men i modsætning til Stephen King rummer John Ajvide Lindqvists bøger en væsentlig socialkritisk dimension – foruden gys og skræk. 

Hvis man går lidt længere tilbage i litteraturhistorien ses der i John Ajvide Lindqvists forfatterskab også tydelige træk fra H. P. Lovecrafts “Kaldet fra Cthulhu” – verden, som vi kender den, er blot en facade, og bagved facaden sker der så skrækindjagende ting, at den, som får kendskab hertil, bliver enten vanvittig eller dør. John Ajvide Lindqvists forfatterskab bekender sig endvidere til skrækgenrens rødder i Mary Shelleys “Frankenstein”, hvor monsteret i virkeligheden er en følsom og skrøbelig eksistens, der ikke er bevidst om konsekvenserne ved sine handlinger. Monsteret er med andre ord ikke ondt, præcis som zombierne i “Håndteringen af udøde” og Eli i “Lad den rette komme ind”. Andre horrorforfattere, som John Ajvide Lindqvist har ladet sig inspirere af, er Peter Jackson, George A. Romero og Anne Rice.