Louis liv

Citat
”Han skrev altid et par gange i løbet af dagen, for lige at høre hvad jeg lavede. Hvor jeg var. Hvis jeg var et meget livligt eller stort sted, så kom der som regel også noget med; ”Har du anstændigt tøj på, Askim ?” Det havde jeg altid. Og mit lange dækkende tøj blev til Serkans trygge omfavnelse.”
”Louis liv”, s. 268-269.

Johanne Algrens anden roman, ”Louis liv” fra 2011, er en selvstændig fortsættelse af debuten. Louis er blevet ældre, sandsynligvis omkring 20 år, og er kæreste med AK81’eren Oliver, som hun bor sammen med.

Handlingen i bogens første del udspiller sig først og fremmest i rockermiljøet i og omkring Christiania og beskriver fællesskabet og det hierarki, der hersker i miljøet. I bogens anden del møder Louis kurderen Serkan, som hun forelsker sig vildt og inderligt i og dedikerer hele sit liv til. Serkan kræver, at Louis lægger sit gamle, destruktive liv bag sig og holder sig helt væk fra andre mænd, hash og Christiania. Opgøret med rockermiljøet er dog ikke helt nemt. Idyllen begynder hurtigt at krakelere hos det forelskede par, og Louis befinder sig pludselig i et voldeligt og stærkt kontrollerende forhold. I sin desperate hungren efter Serkans kærlighed og anerkendelse bliver Louis en marionetdukke, der lever og ånder for at tilfredsstille Serkans krav og behov.

Sproget i ”Louis liv” er mere afdæmpet end i forgængeren, og man kan fornemme, at Louis er blevet ældre og mere moden. Tonen er dog stadig ungdommelig og indeholder både slang, sms’er og Facebook-beskeder.

29039372

Bogen er ligesom forgængeren skrevet i jeg-form, denne gang i datid, hvilket får bogen til at fremstå som, at Louis ser tilbage og dermed er et andet sted nu. Jeg-formen giver en høj grad af identifikation med Louis og en forståelse for hendes objektivt set uhensigtsmæssige beslutninger og adfærd.
Selv om Louis i bogen reflekterer over tingene, sætter hun kun i mindre grad spørgsmålstegn ved, om Serkans opførsel og behandling af hende er rimelig. Hendes usikkerhed og mindreværdsfølelse gør, at hun føler, at det er i orden, at han behandler hende sådan.
Selv om Louis er blevet et par år ældre, er hun stadig præget af usikkerhed og søger stadig grænser, som ligesom i ”Louis”, er en gennemgående tematik i ”Louis liv”. Louis finder en tryghed i Serkan, fordi han sætter grænser (og begrænsninger) for hende. Noget hun selv har haft svært ved, både i forhold til sig selv og f.eks. sit stofmisbrug og forhold til andre mennesker.
Ved at indgå først i forholdet med den følelseskolde Oliver og dernæst den kontrollerende Serkan fortsætter Louis sin destruktive livsbane. Hvor det før handlede om stoffer og sex, handler det nu om at underlægge sig andre menneskers krav og forventninger i en grad, så ens egen identitet forsvinder.