Sådan set skriver jeg ikke bøger for børn. I hvert fald tænker jeg sjældent på, at det er et yngre publikum jeg henvender mig til.
Der, hvor det for alvor bliver sjovt at skrive, det er, når der sker noget, der svarer til, at læseren bliver det læste, nemlig at den skrivende bliver det skrevne.
Måske er det sådan, at hvis børnelitteratur er god nok, så er den i hvert fald også god nok til voksne.
Disse ord er Sally Altschulers og de er hentet fra et essay han skrev til BØFA´s 50 års jubilæum. Det er når historien begynder at skrive sig selv, det bliver rigtigt sjovt at være forfatter, siger han - selv mener han, det er vanedannende.
Når personerne overtager handlingen får historien det ekstra "drive", der gør den spændende og vedkommende. Tit tager den en drejning, som ikke engang forfatteren havde regnet med.
Han siger selv, at det var sådan slutningen på Psykocyber opstod, og det er i det hele taget karakteristisk for ham, at der ikke er en klar disposition fra starten - historierne vokser af sig selv og ender tit et helt andet sted, end han havde tænkt sig.
For Sally Altschuler gælder det om at holde læserne fast, og det er da også selve historien, der er det allervigtigste.
Hans levende sprog og flydende dialog giver læserne gode muligheder for at identificere sig med personerne, og man bliver ikke udsat for moralske belæringer eller skjulte budskaber hos Sally Altschuler. Man må selv tage stilling til godt og ondt i romanerne.