Henrik Andersens seneste roman ”Beskyttelseszonen” har et direkte tematisk fællesskab med kultklassikeren ”Fodboldenglen” af Hans-Jørgen Nielsen. Udover at handle om fodbold og den verden, der knytter sig dertil, har romanerne også skildringen af en drengs opvækst til fælles. Strukturen i ”Beskyttelseszonen” er næsten en tro kopi af strukturen i Hans-Jørgen Nielsens roman. Begge fortællere mister deres barndomsven fra fodboldbanen, og i begge historier er vennen professionel fodboldspiller. Faktisk flytter Henrik Andersen bare strukturen fra Amager til Fyn.
At tage fodbold alvorligt gør Nick Hornby også i romanen ”Fodboldfeber” fra 1998. Indsigtsfulde kommentarer om fodboldspil og drenge og mænds forhold til spillet er fælles for de to forfattere, men Nick Hornbys skrivestil er langt mere ironisk og båret af humor.
Den norske forfatter Erlend Loe er også en ironiens mester, men han deler inddragelsen af virkelige dokumenter i fiktionens verden med Henrik Andersen. I sin debutroman ”NAIV.SUPER” kopierer han virkelige mails og kopier af billetter ind i romanen, ligesom Henrik Andersen både i ”Den tredje historie” og ”Beskyttelseszonen” inddrager filmselskabers samarbejdsaftaler og journaluddrag fra DDR. Det opløser de rigide grænser mellem fiktion og den virkelige verden, og dette greb er drivkraft i både Loes og Andersens fiktionsunivers.
Den historiske autenticitet og sproglige sikkerhed, som man finder hos Henrik Andersen, går igen i Anders Bodelsens forfatterskab. Det kendetegner begge forfattere, at de gransker deres stof nøje, så de leverer præcise og detaljerede miljøskildringer. De skriver begge i en ligefrem og koncentreret stil, der til tider kan minde om journalistens. Og de formår begge at sætte både samtidens og fortidens problemer på spidsen.