Selvom Lena Anderssons forfatterskab deler sig mellem fiktion og holdningsbårne klummer, skinner holdningerne også igennem i romanerne. Fra debuten og frem har Andersson i såvel socialrealistiske som allegoriske fortællinger kastet et kritisk blik på den svenske samfundsmodel og de mere eller mindre hensigtsmæssige mekanismer, befolkningen indgår i. Hun gør det uden direkte at fordømme nogen, men man fornemmer tydeligt, hvor sympatierne ligger.
Et eksempel på dette er ”Duck City” fra 2006, hvor Lena Andersson har hensat sin samfundskritik til et samfund befolket af fede ænder. Heri blotlægges usunde magtstrukturer mellem stat og erhvervsliv, og der stikkes til befolkningens kropslige behov og samtidige kontrol af disse. De fede ænder bliver belønnet, hvis de taber sig, men alle madvarer er friturestegte og fulde af sukker, så spiralen har ingen ende.
Særligt i ”Var det godt?” trænger spørgsmålene om social arv og miljø sig på. Historierne om de stakkels unger i forstaden opfordrer læseren til at tænke videre: Kan mønstrene brydes? Hvilke strukturer i familie og samfund er bestemmende for, hvordan et menneske bliver til? Hvordan bliver man en samfundsborger? Hvilket ansvar har hhv. familie, en selv og samfundet for ens vej i livet?
Hendes virke som skønlitterær forfatter og kras samfundsdebattør blandes for første gang eksplicit sammen i ”Brugstyveri”, hvor Andersson er temmelig utvetydig i både form og indhold. Til det siger Andersson selv: ”Tidligere adlød jeg show don’t tell-mantraet. Som vi har lært af Hemingway. Men det kan af og til være dårligt for læseren, som lades i stikken. Indimellem skal forfatteren måske fortælle, hvad formålet med teksten er, hvad læseren skal se.” (Björn af Kleen: Lena Andersson om livet efter Ester. Dagens Nyheter, 2014-05-11. Egen oversættelse).
Undersøgelsen af magtstrukturer optræder også i en lille skala. I ”Brugstyveri” er kærlighed tæt forbundet og næsten betinget af magt: Hugo Rask har magt over Ester Nilsson og bruger den til at afvise hende. Hun har til gengæld den intellektuelle overmagt, som til en start imponerer ham, men som siden får ham til at blive den lille.
Gennem værkerne fornemmer man en belæst og vidende trang til at udfordre vedtagne normer og regelsæt og til at stikke lidt til verden, som den er. I et interview med Information siger Lena Andersson, at netop fiktionen er et godt sted at analysere et samfund: ”Jeg synes, at mange af de spørgsmål, som etnologer, sociologer, psykologer arbejder med akademisk, skal erstattes af litteraturen. (…) romaner er egnede til det stof, det indre liv, det subtile, bedst egnede som forslag til, hvordan man kan tænke om verden, uden at den er fastlagt.” (Peter Nielsen: Kampen om det svenske folkehjem. Information, 2018-09-07).