Peter Asmussen sammenlignes oftest med de allerstørste inden for teater- og litteraturverdenen. I en anmeldelse af det prisvindende teaterstykke ”Ingen elsker nogen” (2010) er det den svenske forfatter, maler og dramatiker August Strindberg (1849–1912), der fungerer som sammenlignende kompliment: ”Det er komedie i højeste gear og tragedie i dybeste helvede. Som velspillet Strindberg, bare uden ridestøvler og hårnåle.” (Anne Middelboe Christensen: 'Jeg elsker dig. Jeg går nu.' Information, 2010-01-18).
I sin sceniske fortielsesteknik ligger Peter Asmussens dramatik tæt på den engelske forfatter, dramatiker og nobelprismodtager Harold Pinters (1930 – 2008). Begrebet fortielsesteknik skal forstås som teknikken at skrive rundt om det usagte og uløselige frem for at fremlægge en histories knudepunkt. Både Pinter og Asmussen lader en situation med spænding i alt det, der ikke fortælles, og det efterlader læseren med en mystisk fornemmelse af, at der kan ske noget betydningsfuldt hvert øjeblik, det skal være.
I sit fokus på DDR-tiden ligner Peter Asmussen den østtyske prisvinder Eugen Ruge (f. 1954), der har udgivet romanen ”I tider med aftagende lys”, der har fokus på Østtysklands befolkning og den nære fortælling under DDR.
Peter Asmussens karakterer er stort set alle desillusionerede mennesker med en ofte påfaldende manglende lyst til at handle. De tænker i stedet. I sit sorte livssyn kan Peter Asmussen sammenlignes med den irske forfatter og nobelprismodtager Samuel Beckett (1906–1989), selvom Peter Asmussen ikke skriver så absurd og utilgængeligt som Beckett. De enes dog om at centrere deres litteratur omkring det enkelte menneskes oplevelse af en meningsløs verden. En verden fuld af mørke, hvor der alligevel findes en form for lykke – omend den kan synes utilnærmelig. I forbindelse med opførelsen af skuespillet ”Knogler” (1997) skal Peter Asmussen i en artikel have beskrevet sig selv således: ”Jeg indrømmer, jeg intet kan overskue. Jeg kan ingen mening finde med noget. Der er totalt mørke omkring mig. Jeg kan føle mig i live, og jeg kan være optændt af den største lykke og lyst, men nogen mening med det hele kan jeg ikke finde.” (Jens Kistrup: Tale til Peter Asmussen. Det Danske Akademi, 2010.)