Peter Asmussen er et privat menneske, der sjældent lader sig interviewe eller endsige svare på interviewerens spørgsmål, og ligesom hans litteraturs replikker fremstiller et menneskes tanker nøgternt og uden fortolkning fra forfatterens side, så lader han denne interviewer tilbage med få svar på tiltale: ”– Hvilken type læser er du?” ”Hvilke typer findes der? Jeg læser.” – Hvornår læser du? ”Når det er mørkt.”” (Rasmus Bo Sørensen: Hvilke typer læsere findes der? Information, 2012-10-26). Også i sine sparsomme interviews overlades det til læseren at finde den fuldkomne mening i hans ord.
Peter Asmussen har frit bevæget sig på tværs af litterære genrer og i flere tilfælde også blandet genrer. Dette var tilfældet i brevsamlingen ”Hul i mørket” (2005), der på hver anden side bestod af et lille digt og på hver anden side et brev af forskellig art og udformning, og også ”Det Der eR” (2012), der bærer genrebetegnelsen roman, men som snarere er en række monologer. I romanen ”Og tilsidst går verden under” (2014) eksperimenteres der snarere med de rammer, hvori handlingen udspiller sig. Alle bogens scener finder sted i en lysning ved en klippeafsats, og rent tidsligt sker romanens begivenheder på – for den øvrige verden – betydningsfulde, historiske datoer. Det har imidlertid ikke indvirkning på bogens karakterer, der hver især oplever personligt set betydningsfulde ting på de pågældende datoer. Som med ”Det Der eR” bliver det et enkelt menneskes historie midt i verdenshistorien, der fortælles – frem for verdenshistoriens udvikling i centrale skæringsdatoer.
På sin vis har Peter Asmussen altid kredset om den lille, tragiske handling og den lille, konkrete historie, der synes at indeholde hele nøglen til det ulykkelige, moderne menneske. De store temaer er oftest død, tab, kærligheden og dens kriser, men aldrig beskrevet i andre termer end i dem, der stammer inderst inde fra det vaklende sind og som kan skydes ud i eksakte replikker.
Som hovedpersonen i ”Det Der eR”, Renate, giver udtryk for adskillige gange, så er hun – på trods af et trygt og ømt familieliv i DDR – dybest set ensom og sorgfuld. Sådan er grundvilkåret for mange af Peter Asmussens karakterer; de er i bund og grund ensomme og ulykkelige, men de ønsker at være lykkelige.
I både hans dramaer og prosastykker får man fornemmelsen af at være vidne til en eller flere afgørende begivenheder i et menneskes liv og bliver dermed en slags personernes fortrolige. Og netop det at være beskuer er centralt. Læseren præsenteres nemlig ikke for styret fortælling og forklarende forfatterkommentarer, derimod lægges sanseindtryk, replikker, sceneskift og – her og der – symboler og metaforer frit ud uden omsvøb, og det er op til læseren selv at fortolke og stykke en sammenhæng sammen. Det ubarmhjertige er, at det som oftest viser sig, at der ingen sammenhæng eller mening er, men at al denne snak om ens inderste, desperate tanker i bund og grund kan koges ned til én sætning, der på samme tid fremstår tom og meget indholdsrig: Der er ikke mere at sige.