Over os hænger en vidunderlig sol

Citat
”Der sad noget nede på panelet. Det var en flagspætte, og den var i gang med at hakke panelet i stykker. En flagspætte! Det gjorde mig stolt og begejstret, og noget i måden den hakkede på fik mig til at mærke, at jeg skulle bruge ordet 'systematisk' når jeg genfortalte det, og jeg glædede mig allerede til at genfortælle det. Det var sensationelt at se en flagspætte så tæt på, og så oven i købet vide at det var en flagspætte.”
”Over os hænger en vidunderlig sol”, s. 62.

Skolen og elevtilværelsen udgør det landskab, som Majse Aymo-Boots tekster bevæger sig igennem i ”Over os hænger en vidunderlig sol” fra 2014. Selvom der står ”Roman” på forsiden, er bogen ikke en roman i traditionel forstand. Fortælleren er ikke én person som fortæller én sammenhængende historie, men er en slags mangedoblet elev, der kan ændre karakter, køn og sprogligt udtryk fra sætning til sætning. Teksten har fart på gennem ustabile, sammenflydende rum fulde af viskelædere, gymnastikposer, ramponerede møbler og idrætslærere, og der introduceres, afprøves og afmonteres forskellige udsagn og retoriske figurer, der kredser om læring og om at være barn. Til tider bobler overvejelser om tekstens karakter op til overfladen – ”nu skal der være et personligt erindringsbillede”, siger teksten til sig selv, som om man var inde i hovedet på den skrivende elev.

Som værk har ”Over os hænger en vidunderlig sol” tydeligvis et ærinde med tillægsordene. Allerede på første side møder vi udsagnet: ”Jeg er en lang, evt. ranglet elev med våde håndflader og dunet overlæbe, eller snarere en lille, sød og lidt forvirret, hjælpeløst ivrig elev med en del hvalpefedt.” Det er, som om tillægsordene, og nogle gange selve situationerne, bliver nogle sæt tøj, som jeg'et prøver på og stoltserer lidt rundt i, før teksten beslutter sig for, om det givne sæt skal smides ud med det samme eller får lov at blive på et par sider endnu.

51134362

Skolen er en institution, som har til opgave at modellere personligheder, og som elev er man hele tiden på vej til at blive noget andet eller forventes at forandre sig. I stedet for at præsentere et jeg, der vokser ind i det artige og arbejdsdygtige, bliver teksten en art mutation af skolens forandrende funktion, processen er speedet op. Teksten leger med identiteter og viser, at personlighedstræk er udskiftelige, og at et subjekt hverken er en stabil eller afgrænset størrelse. Samtidig akkompagneres udskifteligheden af en enorm glæde og henførthed ved at finde præcis det rigtige ord, den til lejligheden passende stil og positur, hvilket tilfører teksterne en gammelklog barnlighed. Hos Aymo-Boot er der ingen påtaget naivitet eller klodsethed i formuleringerne, fordi de skal forestille at være fremsagt af børn – i stedet finder man glæden ved præcisionen, sproget og det at kunne regne de voksne ud.