Spørgsmålene

Citat
”Elsker vi lugten af sommerregn på asfalt?/ Findes lugten af nyslået græs kun i hvidvin?/ Ligger der sygdomme og griner i organerne?/ Er vi i Ekstra Bladet?/ Er der et hav i kælderen, ovenikøbet med hvaler i?/ Står der i centrum af verden en stor våd maskine og gisper?/ Afleder spørgsmålets dialogiske udtryk opmærksomheden fra spørgsmålets monologiske og postulerende væsen?”
”Spørgsmålene”, s. 38.

Majse Aymo-Boots ”Spørgsmålene” fra 2012 består, som titlen antyder, kun af spørgsmål. Det ene korte spørgsmål følger det andet i, hvad man kunne kalde en genrehybrid tekst, der befinder sig et sted mellem prosa, poesi og systemdigt. Bogen rummer mange forskellige typer af spørgsmål fra det helt konkrete ”Hvor kan jeg købe de smukke japanske fyldepenne?” over det teoretisk abstrakte ”Hjemliggør man kosmos ved at metaforisere det?” til de mere mystiske. Spørgsmålenes forskellige sprogtoner fletter sig ind mellem hinanden, som om det var et underligt kor af stemmer, der udtalte dem. Mange af spørgsmålene, for eksempel ”Er dagen allerede begyndt?” eller ”Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører?”, lader til at være udtalt fra en form for drømmeagtig virkelighed, hvor selv de mest grundlæggende oplysninger om det fysiske rum er utilgængelige for den spørgende. Det kan skabe en truende stemning, som står i skarp kontrast til, for eksempel, de opfindsomme, næste fiffige Spørge-Jørgen-spørgsmål: ”Hvornår vil det være muligt at transplantere hoveder?”.

29577579

Tekstens opremsende form nægter at stille spørgsmålene op i et hierarki; i Aymo-Boots bog er der ikke noget, som hedder ”de store spørgsmål”. De konkrete som de abstrakte er alle sammen lige væsentlige og lige kropumulige at svare på. De fleste af spørgsmålene kan nemlig ikke besvares – som læser får man mindre lyst til at svare og mere lyst til at spørge tilbage.

Hver gang man stiller et spørgsmål, antager man samtidig noget, og det er et forhold, Aymo-Boot nogle steder viser ved at stille yderlige spørgsmål til sine egne spørgsmål i stedet for at svare, som for eksempel på side 21: ”Hvornår vil ulykken nå mig? Hvornår vil ulykken komme og tage mig med? Tror du da ulykken er en ballonskipper? Er der en hyggeeffekt i metaforer? Er metaforen en generthed?” Her synes teksten at sige, at man aldrig kan have ”spurgt færdig”. Der vil altid være mere at stille spørgsmål til, der vil altid være noget, man kan betvivle, om vi i virkeligheden ved.

Således spørger teksten også rundt omkring til spørgsmålenes karakter, altså: hvad er et spørgsmål? Hvad vil spørgsmålet og vil det overhovedet have svar på tiltale, eller vil det bare drille og vise os usikkerheden i sproget og i verden? Selv spørgsmålenes spørgende væsen kan man altså ikke vide sig sikker på.