Rikke Bakmans værker skriver sig ind i traditionen af selvbiografiske voksentegneserier, der for alvor skabte opmærksomhed omkring graphic novels; grafiske romaner. Den mest kendte forfatter inden for genren er amerikanske Art Spiegelmans ”Maus”, der udkom første gang i 1972. Her tog Art Spiegelman udgangspunkt i sin egen jødiske families historie under 2. verdenskrig. I ”Maus” er jøderne tegnet som mus, mens tyskerne er katte. Andre senere populære selvbiografiske graphic novels er fransk-iranske Marjane Satrapis ”Persepolis” (2000), der handler om forfatterens barndom i Iran, shahens fald og Iran-Irak-krigen samt canadiske Guy Delisles ”Pyongyang – en rejse i Nordkorea” (2006).
Rikke Bakmans værk ”Glimt” skiller sig dog ud fra de fleste andre af graphic novel-genrens hovedværker. Det skyldes, at hun fortæller sin historie fra et barns og ikke en voksens synsvinkel, og fordi det ikke er en stor og historisk væsentlig fortælling, hun har men derimod små glimt fra en hverdag i en helt almindelig dansk familie. Derudover tegner Rikke Bakman ikke i små ruder som graphic novels har overtaget fra tegneserierne, men hun bruger en hel side per billede. ”Glimt” er især blevet sammenlignet med finske Tove Janssons Mumi-bøger. Det skyldes den enkle streg og det barnlige men aldrig sentimentale blik på verden. Forskellen er dog her først og fremmest, at Rikke Bakmans bog henvender sig til voksne.
Rikke Bakman er samtidig en del af en aktuel lille bølge i dansk tegneseriekunst, som især er ledt an af forlaget Aben Maler. Blandt sine samtidige landsmænd er hun blevet sammenlignet med Rikke Villadsen, der ligeledes foretrækker at tegne med blyant. Begges værker lægger sig mellem tegneserien og billedkunsten på en måde, som kan beskrives som ”graphic novel forklædt som skitseblok” (Kim Skotte: Splitte mine bramsejl! Politiken, 2011-09-18).