Herman Bangs forfatterskab var en del af den naturalistiske strømning i den danske litteratur i perioden fra 1870 til 1890 – også kaldet Det Moderne Gennembrud. Naturalismen har ikke noget at gøre med at ville forherlige eller beskrive naturen, men at ville beskrive menneskets natur med en socialkritisk distance – at studere mennesket og forsøge at forstå et individ i dets sociale rammer. Det Moderne Gennembruds forfattere ville fremstille et individs skæbne som noget, der ikke kun var bestemt af genetisk arv, men i høj grad også af det sociale miljø, som et individ voksede op i og færdedes i (se Faktalink-artiklen om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud).
I Herman Bangs forfatterskab kom det naturalistiske program til udtryk ved en impressionistisk ”show it, don’t tell it”-stil. Det var med essaysamlingen ”Realisme og Realister” fra 1879, at Herman Bang skabte det teoretiske grundlag for denne stil. For første gang blev den franske naturalisme introduceret for et dansk publikum, og de to intellektuelle brødre Georg og Edvard Brandes blev rasende. De havde været vant til at stille den kulturelle dagsorden i Danmark og kunne ikke acceptere, at en ung fløs som Bang trådte ind på deres enemærker – og ligefrem, som Edvard Brandes udtrykte det i et brev til J.P. Jacobsen, fordærvede emner, som brødrene endnu ikke havde nået at behandle.
Herman Bang havde i virkeligheden blot tilladt sig at imødegå Georg Brandes’ program om, at litteraturen skulle sætte problemer under debat. For ham var den realistiske roman en kunstform, der gjorde sig fri af en tendens eller moral i tiden. Under Flauberts motto ”en digter, der røber sig i sit værk, er dømt” bekendte han sig til en scenisk fremstilling, hvor fortælleren ikke fremtrådte som alvidende kommentator, men lod begivenheder og personer træde ukommenterede frem for læseren. Selv skrev Herman Bang om den impressionistiske stil i tidsskriftet Tilskueren i 1890: ”Her synes Impressionisten da, idet han fremstiller den ustandsede Handlen, at medtage alt. Men i virkeligheden er hans Kunst som al anden: […] Hans arbejde er at udskille væsentlige Handlinger, det vil sige en Handlingsrække, hvor hver lille Handling er et Glughul ind i det skildrede Menneskes Tankeliv” (Uddrag af Impressionisme fra Hans Otto Jørgensen: Horden. 13 digterportrætter 1872-1912).
Der er to spor i Herman Bangs forfatterskab, som umiddelbart kan virke som totale modsætninger, men som på sin vis skildrer den samme menneskelige frustration over samfundsnormer og –konventioner, der nægter dem det, de begærer allermest. For det første tegner han konturerne af de stille eksistenser i provinsen – særligt i romanerne ”Tine” og ”Ved Vejen”, hvor de kvindelige hovedpersoner stille lider for sig selv under en kærlighed, der aldrig kan realiseres. I ”Tine” er det Tines kærlighed til skovrideren Herluf Berg, der udnytter hende seksuelt, men ikke vil kendes ved hende efterfølgende. Og i ”Ved Vejen” er det Katinka Bai, der forelsker sig i forvalteren Huus – også en urealistisk pagt, for hun er allerede gift med den grove og vulgære stationsforstander.
For det andet portrætterer Bang de mere excentriske storbytyper og det kreative kosmopolitiske miljø med teaterfolk og kunstnere – f.eks. i romanen ”Stuk”, novellen ”Franz Pander” eller føljetonromanen ”Les Quatre Diables”. Den stille tilværelse på landet er her udskiftet med byens overfladiske livsstil, mens personerne indeni i princippet tumler med den samme tomhed og længsel efter kærlighed. I stedet for at resignere – ligesom Tine, der ender med at begå selvmord – udfylder disse storbymennesker blot den eksistentielle tomhed med sanselig tilfredsstillelse, lige fra god mad til besøg hos prostituerede.