Bang, Herman

Af Johannes Fibiger. 2002. Opdateret af cand.mag. Maria Høher-Larsen, 2016.

Da Herman Bang (1857-1912) som 22-årig debuterede som fiktionsforfatter havde han et godt stof at fortolke naturalismens filosofi igennem: sin egen slægts degeneration og fald. Debutromanen "Haabløse Slægter" fra 1880 følger i det ydre skelet Bangs egen biografi, men i det indre er stoffet kunstnerisk forskudt. "Haabløse Slægter" blev en skandalesucces: nedvurderet i anmeldelserne, karikeret i vittighedstegninger og beslaglagt i byretten som utugtig - dog først da førsteoplaget var solgt. Bang blev fra da af jaget vildt i offentligheden, og han bar selv ved til bålet med sin selviscenesættende stil.

Blå bog

Født: 20. april 1857 i Asserballe på Als.

Død: 29. januar 1912 under rejse i USA.

Uddannelse: Student fra Sorø Akademi, 1875. Cand.phil., 1877. Skuespiller og sceneinstruktør.

Debut: Dramaerne ”Hverdagskampe” og ”Du og jeg”, 1879. Romanen ”Haabløse Slægter”, 1880.

Litteraturpriser: Det Anckerske Legat, 1909.

Seneste udgivelse: Livsbilleder : fotografiske portrætter af Herman Bang. Syddansk Universitetsforlag, 2014.

Inspiration: Den franske naturalisme og Émile Zola. Teateret. 

Periode: Det moderne gennembrud

Genre: Novelle

 

Baggrund

”De naaede Højens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Døn. Saa saá de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af hinanden. De grønne Agre var nedtrampede, og Flokke af herreløst Kvæg løb hen over Markerne. Vejene laa som mørke Sumpe, og de afbrændte Huses sværtede Mure gabede op imod dem. Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebaal, der naaede Himlen.”

”Tine”, s. 168.

Herman Joachim Bang blev født i 1857 i et præstehjem i Adserballe på Als. Hans tidlige barndom var lykkelig, præget af et tæt forhold til hans mor. Hun indviede ham i litteratur og skabte hos ham en livslang forelskelse i teatret.

Familien flyttede i 1863 til Horsens, hvor faderen, pastor Bang, viste sig at blive en succesfuld prædikant, men han led af migræne og depressioner, der kastede en skygge over hjemmet. I 1871 døde Bangs mor af tuberkulose, og de fem børn var nu alene med faderen, der søgte et mindre kald i landsbyen Tersløse.

På selve konfirmationssøndagen det følgende år brød psykisk sygdom ud i lys lue hos pastoren, da han i sin prædiken begyndte at recitere remseeventyret om katten og kællingen, der sloges om vællingen. Sammen med sin bror blev Herman Bang anbragt på Sorø Akademi, hvor han tog studentereksamen og gjorde sine første homoseksuelle erfaringer.

I 1875 døde faderen, og Herman Bang bosatte sig i København hos sin farfar, der var kongelig livlæge. En tid studerede den unge Bang statskundskab, alt imens han forsøgte at læse til skuespiller. Da han blev afvist ved prøverne, skrev han i trods en række proverber, småstykker til teatret, af hvilke de første ”Hverdagskampe” og ”Du og jeg” udkom i 1879 uden større opmærksomhed.

I stedet blev journalistikken Bangs levebrød – hvilket især blev nødvendigt, da han med sine dyre vaner hurtigt formøblede arven fra sin farfar. Han begyndte som freelancekorrespondent for Jyllands-Posten, hvor han skrev klummer under titlen ”Smaabreve fra Hovedstaden”. Det indlysende talent gav ham hurtigt en fast og toneangivende stilling ved Nationaltidende, hvor han var i fem år. Her grundlagde han en ny genre, den scenisk formidlede reportage, hvis egentlige hovedperson ofte var reporteren selv.
Men Bang havde også sans for uopdyrket stof. Han kunne gøre så forskellige emner som damemode, Christiansborgs brand og arbejdernes sociale vilkår nærværende for læseren, så begivenhederne fæstnede sig. Bang var højproduktiv, skrev under flere pseudonymer og blev læst.
Som offentlig person mødte den selviscenesættende Herman Bang modstand, ikke mindst i det moderne gennembruds blandede kreds af forfattereforfatterkredse. . For det første var han homoseksuel og som sådan forfulgt af myndighederne. For det andet var han en dandy, en selviscenesættende ungkarl med dyre vaner, smukt tøj og et stort forbrug af parfume. Og for det tredje turde han lægge afstand til Georg Brandes og udvikle sin egen skrivestil, den litterære impressionisme, under inspiration af navnlig fransk litteratur. UHan havde uden om brødrene Brandes tilegnet sig den franske naturalisme og forsøgte han at virkeliggøre programmet bag den franske naturalisme. Dels i sin aviskritik, dels i sine tidlige værker.

Haabløse Slægter

”Der var så mørkt i Hytten bag de røde Gardiner, at han næppe kunde skælne Bogstaverne, og Luften var meget tung. Solen brændte mod Taget, og Heden lejrede sig blykammertung, kvalmende og tæt langs Bjælkerne i Rummet. (…) Dunsten, Støvet, der lejrede sig i tætte Lag, den lumre Hede, alt var det tungt, søvndyssende kvalmt.”

”Haabløse Slægter”, s. 51.

Herman Bang anmeldte flere af franskmanden Émile Zolas bøger og tilegnede sig her et indblik i tidens modefilosofi, naturalismen. For Zola var litteraturen et laboratorium til at studere menneskearten. Forfatteren skulle skildre mennesket som et stykke natur med henblik på forståelse af dets love, først og fremmest samspillet mellem arv og miljø. Da Herman Bang som 22-årig debuterede som fiktionsforfatter havde han et godt stof at fortolke naturalismens filosofi igennem: sin egen slægts degeneration og fald.

Debutromanen "Haabløse Slægter" fra 1880 følger i det ydre Bangs egen biografi, men i det indre er stoffet kunstnerisk forskudt.

For det første har Bang spaltet sit alter ego i to personer: hovedpersonen William Høg og bipersonen Bernhard Hoff. Førstnævnte ligner den unge Bang og navigerer efter to principper: sin lidenskab for teatret og sine seksuelle præferencer. Han bukker under for sin drift, styret af kræfter, han ikke er herre over. Sidstnævnte er bygget over stjernereporteren Bang. Bernhard Hoff er en noget ældre dekadent dandy; en livstræt, men energisk journalist, der lever sit liv i offentligheden med det mål at iscenesætte sig selv.

For det andet er Bangs homoseksuelle erfaringer i fiktionen omdannet til heteroseksuelle konstellationer, hvor den kvindelige seksualitet fremtræder truende.

Og for det tredje giver konstruktionen Bang mulighed for at lade personerne forholde sig til deres tid, som også er håbløs. Den opløsning, familien Høg gennemløber, er ikke enestående: Romanen viser i den grad sædernes forfald - og som sådan fremstod den provokerende for offentligheden, der ikke var vant til at se seksuelle relationer fremstillet i skønlitteratur.

"Haabløse Slægter" blev en skandalesucces: nedvurderet i anmeldelserne, karikeret i vittighedstegninger og beslaglagt i byretten som utugtig - dog først da førsteoplaget var solgt. Bang blev fra da af jaget vildt i offentligheden, og han bar selv ved til bålet med sin selviscenesættende stil.

Noveller og dramatik

Herman Bang skrev to novellesamlinger, "Tunge Melodier" (1880) og "Præster" (1883), hvor han afprøvede sin impressionistiske teknik i skitseagtige historier, hvor læseren ud fra nogle få karakteristiske begivenheder selv må rekonstruere den underliggende, ofte tragiske historie. Til rækken af bøger føjer sig yderligere to skuespil og et par essaysamlinger, samt den mislykkede roman "Fædra" (1883), der to år senere blev omskrevet til skuespillet "Ellen Urne".

I en alder af 26 havde Bang skrevet elleve bøger. En præstation, mange andre forfattere ville have givet deres højre arm for at gøre ham efter. Men Bang var ikke tilfreds. Hans hjerte brændte fortsat for teatret, og i 1883 fik han stablet en turné til provinsen på benene, men den blev en eklatant fiasko.

Da Bangs arbejdsgiver, bladmanden Ferslew, havde forbudt ham at spille teater, blev han fyret fra Nationaltidende. I trods drog han på en ny turné, denne gang til de skandinaviske hovedstæder med sin ønskerolle som Osvald i Ibsens "Gengangere". Efter succes i Finland blev han hysset ud af publikum i Bergen, og en succesfuld foredragsrække kunne ikke fortrænge dette nederlag.

Bang forlod fædrelandet og slog sig ned i Berlin, men blev kort tid efter udvist pga. en kritisk artikel om kejserfamilien. Forfulgt af myndigheder og sædelighedspoliti pendlede Bang de følgende år rundt i Europa med adresser i Meiningen, Wien, Prag, så Danmark igen, og senere Paris og Norge.

I Wien og Prag gennemlevede han et intenst kærlighedsforhold med skuespilleren Max Eisfeld, der til sidst svigtede ham. Fra den dag spillede jalousien en væsentlig rolle i forfatterskabets tematisering af kærlighedens asymmetri. I Paris oplevede Bang endelig en succes med dramatikken, denne gang som instruktør med opsætning af Ibsens og Bjørnsons stykker.

Excentriske noveller

”Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøie Speile og Trapper af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine, hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'hôte Rækker langs blomstersmykkede Borde ... Franz slugte hver Beskrivelse.”

”Franz Pander” i ”Excentriske Noveller”, s. 8.

Forfatterskabet, der fortrinsvis blev til i udlandet, følger to spor. Det ene skildrer sære excentrikere i storbyen, som i ”Haabløse Slægter” (1880), ”Fædra” (1883), ”Excentriske Noveller” (1885), ”Stuk” (1887) og føljetonromanen ”Les quatre Diables” (1890) og det andet stille eksistenser i provinsen, som i ”Tunge Melodier”, ”Stille Eksistenser” (1886), ”Tine” (1889), ”Under Aaget” (1890) og ”Ludvigsbakke” (1896). Hvor de første må eksponere sig selv for at overleve, er de sidste ved at blive kvalt i traditionernes spændetrøje.
I ”Excentriske Noveller” (1885) sætter Bang tre moderne storbystyper stævne: violinvirtuosen, artisten og tjeneren. Fælles for dem er, at de lever af og for deres publikum, men uden selv at leve. De er underlagt markedets vilkår: deres kunst er en vare, de hele tiden skal afsætte.
Mens de kunstnerisk realiserer deres særlige talent, dør de af en indre sult. Det gælder i særdeleshed tjeneren Franz Pander i novellen af samme titel. Han er betaget af det mondæne liv, han nok kan iagttage, men ikke leve. Efterhånden færdes han i en overspændt rus af lyst, hvor han indsnuser damernes parfumer, spejler sig i interiøret og trøstespiser af retterne. Franz er latent homoseksuel, men kommer aldrig til erkendelse af siterkender aldrig sit begærs egentlige mål. I frustration hænger han sig en nat i hotellets prismekrone efter et mislykket besøg hos en prostitueret.

Stuk

”Hun holdt af at se ham soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var et af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres Yndlingsmåltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende stille, naar Erhard vidste saa ”detailleret” Besked); og naar han var gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen læste det lille københavnske Dagblad med Billeder ...”

”Stuk”, s. 73.

Det moderne, spredte og adspredte liv i storbyen skildres i en krydsklippende stil i mesterværket "Stuk" (1887), skrevet på få måneder i Wien og Prag. I et brev til vennen, journalisten og forfatteren Peter Nansen, fortæller Bang om bogens tilblivelse: "Mit liv er en bog. Med høj pande de par dage, hvor jeg er i fuld besiddelse af mit talent; trist, pint, forfulgt af allehånde nervøse anfald og angst de dage, hvor mit hoved tvinger mig til delvis uvirksomhed. Et par timer om dagen kan jeg dog sædvanligvis sætte mig i den tilstand, som er nødvendig for at se og gengive de scener, i hvilke min bog afspilles. En scenerække er bogen. Hvad det koster for en magt over det indre syn således at lade en hundrede mennesker leve foran læsernes øjne - nå, derom har ingen noget begreb."

Romanen skildrer det fiktive Victoria-teaters tilblivelse, storhed og fald. Titlen "Stuk" er dækkende for det liv, der leves på og omkring teatret. Det er kunstigt og overfladisk. Heller ikke teatret selv er ordentligt funderet, hverken når det gælder økonomi eller pilotering.

 

 

Romanen udspiller sig i den danske Gründerzeit, hvor byggeboomet baseres på risikable spekulationer, der følges af fallitter på stribe. Romanens mennesker lider af samme skavank som teatret. Også de mangler et fundament, blivende værdier og evnen til at elske. Tomheden udfylder de med hinanden: spisende, drikkende, hos prostituerede, i sidespring, men først og fremmest talende om ingenting. Replikkerne er en studie i tomhed.

I romanen skildrer første del "Regn af Guld" opturen og champagneberuselsen, anden del "Regn af Aske" nedturen. Romanens slutning viser hovedpersonen Herluf Berg i et vådt og gråt København, frarøvet sine illusioner. Romanens forklaring på den nationale nedtur er "sårfeberen fra Dybbøl", hvor såvel landet som dets indbyggere har fået amputeret et lem og lider af blodmangel, som ikke er forvundet. Som nationen er danskerne blevet blodfattige og desillusionerede.

Tine og Ved vejen

”Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun gav ham en Honningkage. – Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte ...”

”Ved Vejen”, s. 86

Sårfeberen fra krigen i 18 -64 er ligesom i ”Stuk” (1887) også emnet for Herman Bangs næste romanbog ”Tine” (1889), der skildrer det danske nederlag på barndomsegnen på Als. Romanen er forbundet med Stuk ved det, at Herluf BergsHovedpersonen fra ”Stuk” optræder i romanen, idet hans barndom tages under behandling. barndom tages under behandling.
”Tine” tegner et billede af en barndomsidyl, der traumatisk ødelægges af den 2. slesvigske krig i 1864. Med ét slag mister Herluf Berg sit hjem og degnens datter Tine sin uskyld –- for i nederlagets stund stiller skovrider Berg sit begær hos hende. Skønt hun elsker ham, ænser han hende ikke – heller ikke, da han dør. Tine tager livet af sig selv, hun kan ikke bære skammen. Som flere af de stille eksistenser i Bangs forfatterskab bukker hun under for en ikke realiseret kærlighed.
Det samme gælder Katinka i Bangs fineste roman ”Ved Vejen” (1886), der optræder i samlingen ”Stille Eksistenser”. Romanen er skrevet i Wien –- ud fra et enkelt erindringsbillede fra Skørping station: ”Her i et af disse vinduer bag blomsterne var det, jeg så hint ansigt, det, jeg i to år ikke har kunnet blive kvit i mine tanker, og som jeg, om jeg var maler, ville tegne i bløde, vemodige, halvt udglidende linjerlinier og sætte som en slags titelbillede på denne bog.”

Citatet stammer fra forordet til Stille Eksistenser, som Ved Vejen er hovedstykket i. Projektet lykkes. Med en fint glidende, underforstået tone fastholdes livet i lillebyen ved vejen, hvor skæbnerne vikles ind i hinanden, centreret om den ulykkelige kærlighedshistorie, der udspiller sig mellem den gifte Katinka Bai og forvalteren Huus.
Fortællingens åbningsscene, hvor alle personerne mødes i det trafikale knudepunkt, på stationen, er berømt for sin stilrene impressionisme. Om romanens stil skrev Bang i et brev: ”Impressionistisk er netop ordet. Jeg anstrænger mig vildt for at få indtrykket, hvert enkelt indtryk klart og nøje og karakterfuldt, og så tænker jeg aldrig på helheden.” Den må læseren selv konstruere ud fra de foreliggende livsudsnit.
”Ved Vejen” er ikke mindst en drifternes tragikomedie. Vi møder enkens giftesyge døtre og provinsens driftstyrede mænd, der tilfredsstiller deres behov hos tjenestepiger og prostituerede. Mellem disse poler står den ulykkeligt forelskede Katinka, splittet mellem at føle forpligtelsen over for sin grove og vulgære mand og at være tiltrukkettiltrækningen af den følsomme forvalter Huus. Deres kærlighed har en finhed, en poesi, som det prosaiske liv på landet kvæler. Den er fra starten af umulig, og måske netop derfor vokser den til en smuk drøm, der brister.

Det sene forfatterskab

”Sporvognsklokkerne lød, og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede Pigerne Støv ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog løs; og de to talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saá alle Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Træ, saa lysende klart saadan om Morgenen - - ligesom Øjnene blev ny …”

”Ludvigsbakke”, s. 86.

Bangs bedste år som forfatter lå i perioden 1885-90, og novellesamlingen Novellesamlingen ”Under Aaget” (1890) afsluttede Herman Bangs denne kunstnerisk mest frugtbare tid som forfatter i perioden 1885-90. I 1890’erne helligede Bang sig sin karriere som teaterinstruktør og oplæser, men skrev dog romanen ”Ludvigsbakke” (1896), der føjer sig ind i rækken af følsomme kvindeportrætter. Ida Brandt lider som Katinka Bai i ”Ved Vejen” en tragisk skæbne, fordi hun ikke er robust nok til at klare sig i en intrigant omverden.
Denne roman sikrede Bang gode anmeldelser og mange læsere, ligesom hans oplæsningsturnéeer gav ham den eftertragtede succes. Lykkelig blev forfatteren dog ikke: Ttrods den voksende anerkendelse led han i stigende grad af ’weltschmerzweltschmertz’ og måtte flere gange indlægges, bl.a. efter et selvmordsforsøg.
Forfatterskabet sidste fase tæller to følsomme erindringsbøger ”Det hvide Hus” (1898) og ”Det graa Hus” (1901), der skildrer barndomshjemmet og bedstefaderens hjem. Desuden fulgte et par fortællinger i samlingen ”Ravnene” (1902) og den muntre og humoristiske miniroman ”Sommerglæder” (1902).
Efter den følger to større romaner ”Mikaël” (1904) og ”De uden Fædreland” (1906). Kunstnerisk har Bang toppet, og i den delvist mislykkede ”Mikaël” falder han tilbage i en gammeldags fortællestil, hvor formidlingen af den jalousioplevelse, der skrives på, ikke lykkes.


Bedre er ”De uden Fædreland”, der både teknisk og indholdsmæssigt viser den gamle Bangs karakteristika: følsom impressionisme og sans for tilværelsens tragik.
I et genkendeligt portræt fremhæves Johannes V. Jensen som den ny tids kunstner - hvilket kom Bang dyrt at stå. Fjorten dage efter udgivelsen overfaldt Jensen ham i en ondskabsfuld artikel –- og Bang overvandt aldrig det slag. Hans sidste værk ”Sælsomme Fortællinger” (1907) rummer et mislykket forsøg på at skabe en Poe-inspireret fortællestil inspireret af den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe.
Karakteristisk for Bangs liv er det, at han ender sit liv på en rejse. Under oplæsningsturné i USA findes han bevidstløs i sin togkupé. Han dør i Ogden City, Utah i 1912.
Det er et adelsmærke på Bangs prosa, at maleren Claude Monet, som Bang blev personlig ven med, fremhævede ”Tine” som det mest gennemførte impressionistiske værk, han havde læst. Bang havde international klasse, og måske skyldes hans manglende internationale berømmelse, at han skrev på dansk og kun nåede udlandet i oversættelse.

Genrer og tematikker

Herman Bangs forfatterskab var en del af den naturalistiske strømning i den danske litteratur i perioden fra 1870 til 1890 – også kaldet Det Moderne Gennembrud. Naturalismen har ikke noget at gøre med at ville forherlige eller beskrive naturen, men at ville beskrive menneskets natur med en socialkritisk distance – at studere mennesket og forsøge at forstå et individ i dets sociale rammer. Det Moderne Gennembruds forfattere ville fremstille et individs skæbne som noget, der ikke kun var bestemt af genetisk arv, men i høj grad også af det sociale miljø, som et individ voksede op i og færdedes i (se Faktalink-artiklen om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud).

I Herman Bangs forfatterskab kom det naturalistiske program til udtryk ved en impressionistisk ”show it, don’t tell it”-stil. Det var med essaysamlingen ”Realisme og Realister” fra 1879, at Herman Bang skabte det teoretiske grundlag for denne stil. For første gang blev den franske naturalisme introduceret for et dansk publikum, og de to intellektuelle brødre Georg og Edvard Brandes blev rasende. De havde været vant til at stille den kulturelle dagsorden i Danmark og kunne ikke acceptere, at en ung fløs som Bang trådte ind på deres enemærker – og ligefrem, som Edvard Brandes udtrykte det i et brev til J.P. Jacobsen, fordærvede emner, som brødrene endnu ikke havde nået at behandle.

Herman Bang havde i virkeligheden blot tilladt sig at imødegå Georg Brandes’ program om, at litteraturen skulle sætte problemer under debat. For ham var den realistiske roman en kunstform, der gjorde sig fri af en tendens eller moral i tiden. Under Flauberts motto ”en digter, der røber sig i sit værk, er dømt” bekendte han sig til en scenisk fremstilling, hvor fortælleren ikke fremtrådte som alvidende kommentator, men lod begivenheder og personer træde ukommenterede frem for læseren. Selv skrev Herman Bang om den impressionistiske stil i tidsskriftet Tilskueren i 1890: ”Her synes Impressionisten da, idet han fremstiller den ustandsede Handlen, at medtage alt. Men i virkeligheden er hans Kunst som al anden: […] Hans arbejde er at udskille væsentlige Handlinger, det vil sige en Handlingsrække, hvor hver lille Handling er et Glughul ind i det skildrede Menneskes Tankeliv” (Uddrag af Impressionisme fra Hans Otto Jørgensen: Horden. 13 digterportrætter 1872-1912).

Der er to spor i Herman Bangs forfatterskab, som umiddelbart kan virke som totale modsætninger, men som på sin vis skildrer den samme menneskelige frustration over samfundsnormer og –konventioner, der nægter dem det, de begærer allermest. For det første tegner han konturerne af de stille eksistenser i provinsen – særligt i romanerne ”Tine” og ”Ved Vejen”, hvor de kvindelige hovedpersoner stille lider for sig selv under en kærlighed, der aldrig kan realiseres. I ”Tine” er det Tines kærlighed til skovrideren Herluf Berg, der udnytter hende seksuelt, men ikke vil kendes ved hende efterfølgende. Og i ”Ved Vejen” er det Katinka Bai, der forelsker sig i forvalteren Huus – også en urealistisk pagt, for hun er allerede gift med den grove og vulgære stationsforstander.

For det andet portrætterer Bang de mere excentriske storbytyper og det kreative kosmopolitiske miljø med teaterfolk og kunstnere – f.eks. i romanen ”Stuk”, novellen ”Franz Pander” eller føljetonromanen ”Les Quatre Diables”. Den stille tilværelse på landet er her udskiftet med byens overfladiske livsstil, mens personerne indeni i princippet tumler med den samme tomhed og længsel efter kærlighed. I stedet for at resignere – ligesom Tine, der ender med at begå selvmord – udfylder disse storbymennesker blot den eksistentielle tomhed med sanselig tilfredsstillelse, lige fra god mad til besøg hos prostituerede.

Beslægtede forfatterskaber

Herman Bang var stærkt inspireret af den franske naturalisme. Det var først og fremmest den franske forfatter Émile Zola, der med et manifest i 1881 krævede, at man i kunsten skulle skildre virkeligheden og mennesker så troværdigt som muligt. Man havde fået øjnene op for, at et menneskes skæbne i høj grad blev bestemt af det sociale miljø. Ligesom botanikeren må forstå en plantes relation til dens omgivelser – andre planter og jordbund – må forfatteren kende til og forstå mennesket og samfundet for at kunne skildre det på realistisk vis, men også for at kunne bringe problemer i samfundet til debat.

Bangs impressionistiske ”show it, don't tell it”-stil, som han ikke kun benyttede i sit forfatterskab, men også i sit journalistiske virke, er ligeledes en forløber for new journalism (på dansk fortællende journalistisk eller oplevelsesjournalistik). Den blev senere videreudviklet i USA i 1960'erne og blev især kendt med Truman Capotes dokuroman ”Med koldt blod” i 1966. I stedet for journalistens sædvanlige objektive stil levendegøres og dramatiseres en begivenhed igennem beskrivelsen af sanseindtryk og dialog mellem personer. Med andre ord skal journalisten beskrive hvordan, ikke kun fortælle hvad. Herman Bang revolutionerede på den måde avisjournalistikken i Danmark, længe inden begrebet new journalism blev kendt i USA.

Herman Bang var som forfatter på mange måder en ener, som er svær at sammenligne med andre. Men en dansk forfatter, som er blevet sammenlignet med Herman Bang, er Helle Helle. Ligesom hos Bang er hendes stil karakteriseret af ydre beskrivelser af personer, deres handlinger og dialogen imellem dem. Mens fortælleren er trængt langt tilbage i kulisserne, står karaktererne skarpt skåret i rampelyset og eksisterer nærmest kun i deres relation til andre. Man kan sige, at hendes minimalistiske realisme er en slags fortættet og koncentreret version af Herman Bangs impressionisme: Læseren må forstå og fortolke personernes indre igennem de sparsomme ydre beskrivelser og hverdagens genkendelige sprog.

Et nutidigt forfatterskab fra helt andre himmelstrøg, som på sin vis er beslægtet med danske Bang, er den egyptiske forfatter Alaa Al Aswany, der fra et mellemøstligt udgangspunkt undersøger, hvordan et menneske kan komme i klemme mellem sin egen personlighed, sit eget begær og samfundets sociale og religiøse forventninger. I ”Yacoubians hus” (2002) er den urealiserbare kærlighed blandt andet behandlet i form af det forbudte forhold mellem de to mænd Hashim Rasheed og Abd Rabbuh. Ligesom Herman Bang lader Al Aswany sine karakterer træde frem uden at fælde dom over dem. De følelsesmæssigt mest dramatiske situationer i romanen beskrives nøgternt, og personernes indre fremstår netop i kraft af ydre beskrivelser og dialog: ”Hatim talte længe om sine følelser over for Abduh, som var tavs, så lige frem, og hvis ansigt pludselig blev alvorligt. Hatim spurgte ham ængsteligt: ”Hvad er der i vejen, Abduh?”” (”Yacoubians hus”, s. 166).

Bibliografi

Herman Bangs forfatterskab

Bang, Herman: Hverdagskampe / Du og jeg. 1879 bibliotek.dk
Bang, Herman: Realisme og Realister. 1879 bibliotek.dk
Bang, Herman: Kritiske Studier og Udkast. 1880 bibliotek.dk
Bang, Herman: Haabløse Slægter. 1880 bibliotek.dk
Bang, Herman: Tunge Melodier. 1880 bibliotek.dk
Bang, Herman: Graavejr. 1881 bibliotek.dk
Bang, Herman: Herhjemme og derude. 1881 bibliotek.dk
Bang, Herman: Inden fire Vægge. 1881 bibliotek.dk
Bang, Herman: Fædra. 1883 bibliotek.dk
Bang, Herman: Præster. 1883 bibliotek.dk
Bang, Herman: Ellen Urne. 1885 bibliotek.dk
Bang, Herman: Excentriske Noveller. 1885 bibliotek.dk
Bang, Herman: Stille Eksistenser. 1886 (inkl. Ved Vejen) bibliotek.dk
Bang, Herman: Stuk. 1887 bibliotek.dk
Bang, Herman: Tine. 1889 bibliotek.dk
Bang, Herman: Digte. 1889 bibliotek.dk
Bang, Herman: Under Aaget. 1890 bibliotek.dk
Bang, Herman: Les quatres Diables. 1890 bibliotek.dk
Bang, Herman: To Sørgespil. 1891 bibliotek.dk
Bang, Herman: Ti Aar - Erindringer og Hændelser. 1891 bibliotek.dk
Bang, Herman: Rundt i Norge. 1892 bibliotek.dk
Bang, Herman: Teatret. 1892 bibliotek.dk
Bang, Herman: Ludvigsbakke. 1896 bibliotek.dk
Bang, Herman: Det hvide Hus. 1898 bibliotek.dk
Bang, Herman: Liv og Død. 1899 bibliotek.dk
Bang, Herman: Udvalgte Fortællinger. 1899 bibliotek.dk
Bang, Herman: Det graa Hus. 1901 bibliotek.dk
Bang, Herman: Sommerglæder. 1902 bibliotek.dk
Bang, Herman: Ravnene. 1902 bibliotek.dk
Bang, Herman: Mikaël. 1904 bibliotek.dk
Bang, Herman: De uden Fædreland. 1907 bibliotek.dk
Bang, Herman: Sælsomme Fortællinger. 1907 bibliotek.dk
Bang, Herman: Masker og Mennesker. 1910 bibliotek.dk
Bang, Herman: Breve til Fritz. 1951 bibliotek.dk
Bang, Herman: Det er liv eller død. 1994 bibliotek.dk
Bang, Herman: Dramaturgiske pennetegninger. 2007. Herman Bang som teateressayist. En antologi. Udgivet og kommenteret af Knud Arne Jürgensen. (77.096) bibliotek.dk

Filmatiseringer

Dinesen, Robert: Les quatres Diables. 1911 bibliotek.dk
Stiller, Mauritz: Mikaël. 1916 bibliotek.dk
Sandberg, A.W.: Les quatres Diables. 1919 bibliotek.dk
Murnau, Fred: Les quatres Diables. 1929 bibliotek.dk
Thomsen, Knud Leif: Tine. 1964 bibliotek.dk
von Sydow, Max: Ved vejen. 1988 bibliotek.dk

Om forfatterskabet

Web

Det kongelige Bibliotek Omfattende søgning på Herman Bang.
Kalliope.org – Herman Bang Fra Kalliopes digtarkiv fås et pænt antal digte, samt oplysninger om værker, digte, digteren, samt links videre.
Romaner i fuldtekst Portrætartikel samt romanerne 'Tine', 'Stuk´, og´Ludvigsbakke´ i fuldtekst online.
Projekt Runeberg Herman Bangs ganske omfattende profil hos Projekt Runeberg, der løbende udvider sit indhold af biografisk stof og links om nordiske forfattere.
Danske Litteraturpriser En oversigt over de vigtigste begivenheder i Herman Bangs litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
Arkiv for dansk litteratur Meget omfattende side med biografi, beskrivelse af forfatterskabet samt mange værker fuldtekst online.
I modesalonen Artikel af Herman Bang fra Nationaltidende 1880. Artiklen er eksempel på litterær feuilletonjournalistik, der også gennemgås.
Filmstriben Se ”Guds børn” om en redningsbåds besætning, der i 1897 omkommer i Vesterhavet. Tragedien dækkes bl.a. af journalisten Herman Bang.

Om Herman Bangs journalistik

Levin, Anna: Fra Herman Bangs Journalistaar. 1932. bibliotek.dk
Woel, Cai M.: Fra de unge Aar. Artikler og skitser 1878-85. 1956. bibliotek.dk
Andersen, Hans: Herman Bangs første journalistik. 1981. bibliotek.dk
Kastholm Hansen, Claes: Herman Bang Reportager. 1983. bibliotek.dk
Greene-Gantzberg, Vivian: Herman Bang - Udenrigspolitisk journalistik. 1990 bibliotek.dk
Lehrmann, Ulrik (red.): Virkelighed - set i Herman Bangs Speil : temaer, indtryk og reportage. 2001 Udvalgt og indledt af Ulrik Lehrmann. bibliotek.dk
Heede, Dag (red.): Paria’er. 1878. Tre små prosaskitser. 2002 Udgivet med indledning af Dag Heede. bibliotek.dk

Bøger - et udvalg

Nansen, Peter (udg.): Herman Bangs Vandreaar. 1918. bibliotek.dk
Jacobsen, Harry: Den unge Herman Bang. 1954. bibliotek.dk
Jacobsen, Harry: Resignationens Digter. 1957. bibliotek.dk
Jacobsen, Harry: Den miskendte Herman Bang. 1961. bibliotek.dk
Jacobsen, Harry: Den tragiske Herman Bang. 1966. bibliotek.dk
Winge, Mette (red): Omkring Haabløse Slægter. 1972. bibliotek.dk
Mortensen, Klaus P.: Sonderinger i Herman Bangs romaner. 1973. bibliotek.dk
Secher, Claus: Seksualitet og samfund i Herman Bangs romaner. 1973. bibliotek.dk
Forssberger, Annalise: Herman Bang - Ekko og spejling. 1975. bibliotek.dk
Harsløf, Olaf (red): Omkring Stuk. 1977. bibliotek.dk
Abrahamowitz, Finn: Smertens mester. 1985. bibliotek.dk
Borg, Mette: Sceneinstruktøren Herman Bang. 1986. bibliotek.dk
Greene-Gantzberg, Vivian: Herman Bang og det fremmede. 1992. bibliotek.dk
Ørum Hansen, Jørn (red): Mellem masker og mennesker. 1992. bibliotek.dk
Willumsen, Dorrit: Bang. 1996. bibliotek.dk
Houe, Poul: Menneskelinien - mellem Johannes V. Jensen og Herman Bang. 1999 . bibliotek.dk
Jacobsen, Bente: Essensens konstruktion. Leonardo da Vinci, Herman Bang, Sigmund Freud og konstruktionen af ”den homoseksuelle”, af Bente Jacobsen 2002. I: Synsvinkler. Årgang 12, nr. 28 (2002). S. 45-60. bibliotek.dk
Jørgensen, John Chr.: Jeg, der kender pressens melodier -. Herman Bangs journalistik. 2003 (99.4 Bang, Herman). bibliotek.dk
Hagedorn Thomsen, Hans: Det lukkede rum. Rum og bevidsthed i Herman Bangs og Tom Kristensens romaner. 2003 (99.4 Bang, Herman). bibliotek.dk
Heede, Dag: Herman Bang – mærkværdige læsninger. Toogfirs tableauer. 2003 bibliotek.dk
Dahl, Per: Slutspil i Det graa hus. 2004. I: Passage, nr. 50 (2004), side 153-55. bibliotek.dk
Storstein, Eira: "Det er gemenheden, der sidder i sufflørkassen". Nogle bemærkninger om Herman Bangs europæiske forfatterskab og De uden fædreland. 2004 I: Passage, nr. 54 (2004), side 64-66. bibliotek.dk
Aabenhus, Jørgen: Det, man kalder livet. Et elevhæfte om Irene Holm. 2005 (99.4). bibliotek.dk
Stidsen, Mads I.: Det støjende tekstrum. Om Herman Bangs Sommerglæder. . I Reception. Nr. 57 (2005). S. 12-18. bibliotek.dk
Nielsen, Kaj Erik: Herman Bangs erotiske testamente. 2007. Udgivet af Kaj Erik Nielsen. 2. rev. Udg. 2007. 47 sider. (30.1776). bibliotek.dk
Heede, Dag m.fl.: Stoppet i farten. Herman Bang i karikaturens troldspejl. 2007. En gennemgang af 82 karikaturtegninger af Herman Bang fra årene 1880-1911. bibliotek.dk
Zerlang, Martin: Herman Bangs København. 2007. (46.3). bibliotek.dk
Jürgensen, Knud Arne: Herman Bangs sans for scenen 2007. I: Bogens verden. Årg. 89, nr. 3 (2007), side 13-17. bibliotek.dk
Sørensen, Peer E.: Vor tids temperament. Studier i Herman Bangs forfatterskab. 2009. (99.4 Bang, Herman). bibliotek.dk
Heede, Dag et al.: Livsbilleder : fotografiske portrætter af Hermanherman Bang. Syddansk universitetsforlag, 2014. bibliotek.dk
Rannes, Peter Q: Kære Hr. Herman Bang 2007. I: Bogens verden. Årg. 89, nr. 3 (2007), side 19-23. bibliotek.dk

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Herman Bang bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Aswany, Alaa Al: Yacoubians hus. Hr. Ferdinand, 2007 (2002) bibliotek.dk
Jørgensen, Hans Otto: Horden – 13 digterportrætter 1872-1912. Gladiator, 2015. bibliotek.dk
Udskriv denne side
Beslægtede forfatterskaber