”Tine”, Gyldendal 2012, s. 158.
”Hans ærgerrighed pinte ham, den jog ham rundt i tomme drømmerier, og når han så pludselig reves ud af dem, følte han sig åndelig bar og nøgen, hjælpeløs, urolig; han vidste ikke, hvor han skulde vende sig hen, hvor han skulde finde et mål at gå efter, hvorledes han skulde opnå noget.”
Herman Joachim Bang kom til verden den 20. april 1857 i et præstehjem i Asserballe på Als som det tredje af otte børn. Da han var seks år, flyttede familien til Horsens, hvor faren blev en vellidt præst. I 1871 døde moren af tuberkulose. Det var en stor sorg for Herman Bang, der var tæt knyttet til sin mor. Heldigvis havde hun allerede lært ham at elske litteratur og ikke mindst teatret. Da faren nu var alene med otte børn, søgte han en ny stilling i landsbyen Tersløse, men da Herman Bang blev konfirmeret, brød farens psykiske sygdom for alvor ud i lys lue. Herman Bang fik nu – sammen med sin bror – friplads på Sorø Akademi, hvorfra han blev student i 1875. Samme år døde faren, og Herman Bang flyttede til København, hvor han boede hos farfaren Oluf Lundt Bang, der havde været kongelig livlæge og en af Københavns ’store’ mænd.
I 1877 bestod Herman Bang filosofikum og startede halvhjertet på statskundskab, som faren havde ønsket. Men Herman Bang var mere interesseret i teatret, så da farfaren døde samme år, satsede han alt på at blive skuespiller. Drømmen brast dog, da han dumpede sin aspirantprøve.
I 1878 begyndte han at arbejde som journalist, og året efter udkom den litteraturkritiske essaysamling ”Realisme og Realister”. I 1879 udkom dramaerne ”Hverdagskampe” og ”Du og jeg”, og året efter debuterede han som romanforfatter med ”Håbløse slægter”. Romanen blev dog vurderet for umoralsk og beslaglagt kort efter debuten, fordi den indeholdt beskrivelser af et seksuelt forhold mellem en ung mand og en ældre kvinde. Det var ikke sidste gang, Herman Bang blev vurderet for umoralsk. Forfatteren var nemlig homoseksuel, og dengang blev det betragtet som en sygdom, der skulle behandles og straffes. Kendte forfattere som Johannes V. Jensen og Georg Brandes kritiserede ham offentligt og kaldte ham blandt andet kvindagtig og usædelig, og i forbindelse med en større ’sædelighedsskandale’ og hetz mod homoseksuelle i 1906-07 flyttede han til Berlin.
Bang rejste meget i ind- og udland og turnerede som både oplæser, dramatiker og sceneinstruktør. Blandt andet havde han succes som instruktør med opsætning af Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnssons dramaer i Paris.
Han døde under en oplæsningsturne i USA i 1912 – under en togrejse fra Chicago til San Francisco.