Temaer og motiver i forfatterskabet

Et gennemgående tema i mange af Arne Berggrens bøger er tabet af uskyld i overgangen mellem barndommen og det voksne liv.

Denne problematik bliver yderligere sat i relief af, at forfatteren lader mange af sine bøger foregå i det vakuum, som en sommerferie kan være, og desuden lader sine personer optræde i ferieomgivelser langt fra dagligdagens faste regler og normer. Når dagligdagens faste krav er sat ud af spil, er der lettere spillerum for det uforudsigelige.

I de tre første ungdomsbøger er personerne unge fra middelklassen - unge som tilsyneladende ikke burde have de store tilpasningsproblemer i overgangen mellem barndom og ungdom, men alligevel viser det sig, at de har svært ved at håndtere friheden, hvilket bliver yderligere understreget af sommerens uanede muligheder.

De unge er "grænseløse", og de voksne omkring dem virker underligt fraværende. Det gælder i høj grad jeg-personens mor i Stillemanden. Hun har rigeligt i sin egen sorg over mandens død, og det efterlader drengen i et følelsesmæssigt tomrum.

I Vanessa - eller om at overleve på Hankø er Peter uden sit sædvanlige sociale netværk. I samme øjeblik han forlader øen sammen med sine forældre, er orden og regler så nogenlunde genoprettet. I Den ømme morder får forvandlingen fra barn til voksen fatale konsekvenser for Maria.

Arne Berggren skriver direkte ud af de unges liv og tid. Han skriver om den blinde vold, der endda kan ende i drab, om de unges fester, der oftest ender i vild druk og voldsom hærværk. Arne Berggren har ingen løftede pegefingre fremme, når han fortæller om de unges vilde orgier. Det er bare noget, der sker. Det ene tager ligesom det andet. De unge mangler tilsyneladende fornemmelse for regler og normer - er uden mål og med.

Arne Berggren har engang udtalt, at når han ser tilbage på sin egen ungdomstid er det forbavsende, at så meget gik godt. Tydeligt er det, at der - især hos drengene - slippes voldsomme kræfter løs, når unge er i flok.

Med de sidste to ungdomsbøger, Dronningen og Fisk - rotter i våddragt har han flyttet fokus fra det vilde, desperate ungdomsliv over til en ung, ensom drengs fantasier om kærlighed og især sex.