Bernhard bliver betragtet som en af de vigtigste tysksprogede forfattere i anden halvdel af det tyvende århundrede. En forfatter, det ikke er til at komme udenom, når man ser på Bernhards forfatterskab, er den engelsk- og fransksprogede Samuel Beckett, der blev født i 1906 og ligesom Bernhard døde i 1989.
Beckett, der ligesom Bernhard var både prosaist og dramatiker, var en vigtig figur inden for det absurde teater, en eksistentialistisk efterkrigstidsgenre, hvor fremmedgørelse, sprog og tragikomik fylder meget. De to forfattere kan minde om hinanden i deres desperat skeptiske verdenssyn og i og med, at de på hver deres måde fremhæver sproget i sig selv. Derigennem gør de opmærksomme på, at sproget ikke neutralt kan formidle et på forhånd eksisterende betydningsindhold, men at syntaksen og sproget selv er udtrykket. Som den danske Bernhard-oversætter Søren R. Fauth skriver om Bernhard: ”det retoriske ideal om klarhed er erstattet af det indviklede og idiosynkratiske.” (Søren Fauth: Den furiøse prosa. En meget kort introduktion til Thomas Bernhard. Baggrund, 2014-03-30). Hos begge forfattere finder man også en udpræget undergangshumor forbundet med den store elendighed, mennesker i begge forfatteres optik er underlagt, og en komik, der ligger i sprogets besværlighed.
I Danmark har Bernhards forfatterskab de seneste år fået fornyet opmærksomhed, og både forlaget Sisyfos og forlaget Basilisk har kastet sig over at udgive en række nyoversatte Bernhard-værker. Der er sikkert mange sammenvævede grunde til denne Bernhard-trend, men det er oplagt at se opmærksomheden i tråd med en litteraturforståelse, der har vundet stadigt større indpas de seneste tiår, nemlig en slags nedbrydning af forestillingen om klare grænser mellem virkelighed og fiktion/forestillingsevne. I Norden har for eksempel Karl Ove Knausgård, Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhofs forfatterskaber bidraget til den debat, og i trit med at et nyt litteratursyn vinder indpas, er en række forfattere, som har arbejdet eller levet inden for dette sammenflydende felt mellem liv og værk, blevet ’genopdaget’ – det gælder udover Bernhard for eksempel Tove Ditlevsen og Marguerite Duras – ingen sammenligning med Bernhard i øvrigt. Til sidst er det værd at nævne, at Beckett også i dele af sit forfatterskab arbejdede selvbiografisk.