Gamle mestre

Citat
”Når De se længe på et portræt af Rembrandt, ligegyldigt hvilket, vil det med tiden utvivlsomt blive til en karikatur for Dem, og De vender Dem bort. Når De ser længe ind i Deres fars ansigt, vil det blive til en karikatur for Dem, og De vender Dem bort fra ham. Når De læser Kant indtrængende, vil De blive ramt af en pludselig latterkrampe, sagde han.”
”Gamle mestre”, s. 79.

Bernhard opfandt begrebet Lebensmensch (livsmenneske), som betegner det menneske, der er vigtigst i ens liv. Et sådan menneske havde han selv i den 37 år ældre enke Hedwig Stavianicek, som han mødte i 1950 og kendte frem til hendes død i 1984.

Romanen ”Alte Meister”, 1985 (”Gamle mestre”, 2016) med genrebetegnelsen ’komedie’ udkom året efter Hedwig Stavianiceks død og kan blandt andet læses som Bernhards bearbejdning af tabet af sit Lebensmensch. På klassisk Bernhardvis fortælles romanen af en jegfortæller, Atzbacher, som nærmest stiltiende lægger øre til den meget talende og underholdende sortsynede musikkritiker Regers udfald.

Reger har haft den faste vane i 36 år at komme på Kunsthistorisk Museum i Wien for at se på et ganske bestemt Tintoretto-maleri og har sat Atzbacher i stævne på museet en lørdag. Atzbacher møder op før tid for at iagttage Reger inden deres aftalte mødetidspunkt. Via Atzbachers tilbageblik på dagen før og hans gengivelse af Regers monolog dér fortælles første del af romanen, hvorefter de to mødes, og herfra fortsætter romanen i nutid, men i samme toneleje, med at gengive Regers fortsatte tale. Atzbacher er meget spændt på, hvorfor Reger – ude af trit med deres faste aftale – vil mødes to dage i træk, og det er sådan set her, vi finder romanens plotfremdrift.

52158079

Svaret kommer mod slutningen; Reger vil invitere Atzbacher med i teatret. Ikke mod forventning er opførelsen en skuffende oplevelse, men alligevel fremstår det på sin egen måde rørende, at de to fastforankrede vanemennesker pludselig rækker ud efter hinanden og går i teatret – og dermed tager del i den kultur, som især Reger er så kritisk overfor.

Som i stort set alle Bernhards værker handler romanen mere om det, der bliver sagt og tænkt, end det, der sker. Undervejs får læseren indblik i Regers filosoferen, hans kultursyn, hans vrede over samtidens overfladekultur og kunstnere, som ikke har fortjent deres status. Midt i dette intellektuelle, humoristisk rasende og for en stor del misantropiske verdenssyn kommer talen ind på Regers store følelsesmæssige problemer med at få hverdagen til at hænge sammen efter hans kones nylige dødsfald, og dermed bliver det også til en roman om den ensomhed, den dominerende Reger oplever, efter hans mest fortrolige er gået bort.