Det er nemt at afgøre, om man har med en tekst af Thomas Bernhard at gøre. Ikke alene er hans toneleje og stilistiske kunnen let genkendelige, han bygger også i høj grad sine værker op over samme form.
Lidt forsimplet trukket op kan man karakterisere et klassisk Bernhard-værk således: Det har en kort titel samt i mange tilfælde en analyserende undertitel. Dernæst følger et indledende citat, der ofte er nærmest karikeret sortsynet. Prosaen er tætskrevet med lige marginer og uden afsnit, så det grafiske udtryk, der møder en, når man åbner en roman af Bernhard, er komplet firkantede tekstblokke. Det giver et relativt ’upædagogisk’ udtryk, der ikke efterlader plads til ophold og heller ikke understreger, hvad der tematisk eller scenisk hører sammen, og hvad der er adskilt, men i stedet præsenterer prosaen som én lang ord- og tankestrøm. Dette meget påfaldende (og teknisk svære) stiltræk er tit muliggjort ved hans mest yndede fortælleform i prosa såvel som drama, monologen, som i Bernhards greb bliver til en kværnen, hvor de mindste petitesser og de skarpeste samfunds- og personangreb væves sammen.
Et andet meget påfaldende træk er, at disse monologer, der i stort som småt redegør for den talendes verdenssyn, ofte fortælles til en langt mere passiv tilhører, som er værkets egentlige fortæller – som det for eksempel ses i ”Gamle mestre”, hvor teksten består af fortællerens gengivelse af vennen Regers endeløse meningstilkendegivelser. Det leder til den for Bernhard klassiske sætningskonstruktion: ”sagde han, tænker jeg”.
Den omstændelighed, der ligger i ”sagde han, tænker jeg”-konstruktionen, er sigende for Bernhards generelle toneleje, som via gentagelser af sætningsbidder og tilbagekomster til de samme motiver drevent knevrer derudaf og skiftevis lægger fokus på det skarpt analytiske indhold og udstiller den talendes blinde punkter. Det humoristiske i forfatterskabet er tæt beslægtet med det omstændelige og kommer ind, i og med at teksten af og til, på grund af uendeligt lange sætninger og mange gentagelser, næsten bliver helt umulig. Samtidig ligger det humoristiske i graden af vrede, monologholderne udtrykker, hvor stort set alt bliver lagt for had: det østrigske folk, finkulturen, katolicismen, nazismen, men også folks manglende etikette, æstetik og generelle dumhed, som karaktererne opsnapper hvor som helst.
Med andre ord er Bernhard en usædvanligt konsistent forfatter, der bruger vreden og skuffelsen som drivkraft og vedholdende vender tilbage til de samme emner og det selvbiografiske stof, som han formidler, men samtidigt ironisk udstiller. Hos ham er intet helligt og alt, også smerten og sorgen, kan gøres lattervækkende. Ikke mindst kan de store selvhøjtidelige kunstnere og filosoffer udstilles og gøres patetiske – men samtidig er kunsten og filosofien det eneste tilflugtssted i det i bund og grund ensomme og meningsforladte liv.