Okinawa-serien

Citat
”De flyvende væsener blev ved med at angribe. De skiftedes til at suse ind mod ham og bide ham eller kradse ham med deres syleskarpe kløer. Emil kunne mærke panik og desperation tage over. Hans flammesværd ramte ikke sit mål ofte nok. Fuglene var ved at få overtaget.”
”Taiyuo Templet”, s. 63-64.

Lise Bidstrups Okinawa-serie består af fem bøger: ”Camp Foster” (2012), ”Solklanen” (2013), ”Taiyou Templet” (2013), ”Spionen” (2014) og ”Kunai-Dæmonerne” (2014). Alle fem bind er illustreret af Lars Gabel. Serien om Okinawa er en selvstændig fortsættelse af Shinobi-serien, hvor læseren første gang kunne møde søskendeparret Emil og Silas, der havde en mystisk tilknytning til Japan. I Shinobi-serien måtte drengene kæmpe mod ninjaspøgelser, drager og Abeklanen for at redde verden fra den onde Shinobi.

29598665

Under et voldsomt tordenvejr forsvinder Silas og Emils ven Frederik på mystisk vis. Det eneste spor, drengene har at gå efter, er en lille plade med japanske skrifttegn på. Under dække af at tage af sted på lejrtur, tager Emil, Silas og deres venner Casper og Nicolai ud i en nærliggende skov, hvor de ved hjælp af magi ender på en amerikansk militærbase i Japan. Her finder de Frederik, der bevogtes af døde, japanske soldater.

Snart må Silas og Emil sande, at de er endt i en ældgammel strid mellem Månens Broderskab og Solklanen. Det viser sig nemlig, at Emil og Silas stadig besidder en særlig magi, som de fik i forbindelse med kampen med Shinobi. Magien gør dem i stand til at hente Kraftens Sten. En sten, der hvis den falder i de forkerte hænder, kan betyde, at ondskab vil overtage verden. For at redde verden og deres venner må Emil og Silas prøve at finde ud af, hvem der er til at stole på, og hvem der forsøger at franarre dem stenen.

Okinawa-seriens fem bøger er letlæsningsbøger. De består af kortere kapitler, der alle er ledsaget af en eller to illustrationer. Illustrationerne understøtter fortællingen, hvilket vil sige, at de viser det, der beskrives i teksten. Således hjælper de læseren med at afkode indholdet i teksten.

Fælles for bøgerne i serien er også, at Lise Bidstrup benytter sig af det fortællemæssige greb, der kaldes en cliff hanger. Kapitlerne slutter, når handlingen er allermest spændende og uforløst, så man som læser bliver nødt til at læse videre for at finde ud af, hvordan det mon går hovedpersonerne.