Mark Billinghams krimier har en del fællestræk med den klassiske engelsksprogede krimi, der startede i 1840’erne med Edgar Allen Poe. En række elementer betragtes som kendetegnende for den klassiske krimi. Storbyen som miljø er typisk for krimigenren – Billingham bruger konsekvent London i stort set alle sine historier. Den engelske storby er skildret med omhu og stort kendskab i Billinghams Tom Thorne-serie. Den skarpsindige og iagttagende detektiv, der modsat politiet er i stand til at opklare tilsyneladende uløselige mysterier, er det andet element, som går igen. På trods af, at Billinghams karakter Tom Thorne er kriminalkommissær og derfor en del af en større politistyrke, arbejder han ligeså anarkistisk og skarpsindigt som den klassiske detektiv.
Også den deduktive metode – en metode hvori man går videnskabeligt til værks og samler sporene et for et som brikker til det større puslespil – har Tom Thorne og den klassiske detektiv til fælles. Forbrydelsen er altid krimiens omdrejningspunkt, og herudfra får læseren kendskab til karaktererne.
Mark Billinghams romaner adskiller sig fra den klassiske krimi ved ikke at tegne et dualistisk verdensbillede, det vil sige en skarp kontrast mellem det gode og det onde. I Billinghams romaner er verdensbilledet mere sløret, de gode begår også fejl og kriminalitet, og forbryderne har som regel baggrundshistorier og fortrængte traumer, der til dels kan forklare deres handlinger. Billingham stiftede som ung elev bekendtskab med Sherlock Holmes historierne, oprindeligt skrevet i 1880’erne og 90’erne af forfatter Arthur Conan Doyle, der også hører til blandt de klassiske engelske krimiforfattere. Mark Billingham har desuden gennem længere tid været fan af Columbo, detektiven fra den populære 1970’er tv-serie af samme navn. Han nævner selv, at han er vild med det spil og personlige konkurrenceelement, der ofte kører mellem Columbu og forbryderen, et element man kan genkende i Billinghams historier om Tom Thorne.
Af samtidige forfattere kan blandt andre nævnes danske Morten Hesseldahl, der i lighed med Billingham benytter sig af forskellige hovedpersoner i hver enkelt krimi. Også Christian Jungersen udviser et særligt talent for denne skiftende synsvinkel i sin roman ”Undtagelsen” fra 2004.