Genrer og tematikker

Et tilbagevendende tema i Mark Billinghams krimiplot er indblikket i det almindelige, sympatiske menneskes reaktion, stillet over for et særligt pres, samt velfungerende menneskers sammenbrud i mødet med den personlige tragedie.

Både steder og karakterer er skildret yderst realistiske og komplekse. Sted og miljøbeskrivelser er detaljerede og tilstedeværende. Forfatteren formår at bygge en stemning op over de enkelte nabolags karakteristika; lige fra stemningen som præger stedet tidligt om morgenen til, hvordan det føles, lugter og smager i regnvejr. Om sin karakter Tom Thorne, der på godt og ondt både er realistisk og meget menneskelig, siger Billingham: ”Han er den person, jeg kan afreagere igennem. Hvis han brokker sig over den offentlige transport eller sundhedsordninger, er det sandsynligvis mig.” (Nicholas Wroe: A life in writing: Mark Billingham. The Guardian, 2012-08-03).

Mark Billingham tøver ikke med at gøre brug af sine erfaringer som komiker. Særligt når det kommer til udfordringen at fange publikums opmærksomhed med det samme. Romanerne er skrevet i et højt tempo, bygget over et konstant skiftende og overraskende spændingsplot. Altid med en god kombination af sort humor og kolde gys.
Mark Billingham sammenligner arbejdet som stand-up komiker med forfatterjobbet:

”Når man laver stand-up, har man et minut, fra man går ud på scenen til at fange publikums opmærksomhed, ellers begynder de at buhe. Sådan er det også som forfatter. En læser har ikke tid til at sige: Jeg giver ham 50 sider, for det er ikke særligt godt endnu, men jeg håber, det bliver bedre.” (David Hurst: Author Mark Billingham on crime and comedy. Friday magazine, 2012-06-08).

Synsvinklen er ligeledes skiftende, hvilket giver forfatteren mulighed for at skildre en konflikt fra flere sider, hvad enten det er et kærestepars diskussion henover morgenmaden eller en uoverensstemmelse omkring håndteringen af en sag mellem politifolkene hos Metropolitan Police Murder Squad.
De bærende hovedpersoner, med Tom Thorne som den primære, har typisk relation til politiet i form af deres stilling og involverer sig selv både personligt og dybt i deres arbejdsliv; herunder opklaringsarbejdet omkring de pågældende forbrydelser og ikke mindst de pårørendes skæbne. Ofte på bekostning af deres eget privatliv.