Henrik Bjelke dedikerede mange af sine værker til Lone, som var hans kone gennem mange år, men i romanen ”Saturn” sniger også Vladimir og Djuna sig ind på tildelelsesbladet. Det er Djuna Barnes og Vladimir Nabokov, Bjelke er på fornavn med, to af 1900-tallets store amerikanske modernistiske forfattere, som begge var optaget af seksualitet og navnlig tabuiseret og homoerotisk seksualitet. Det er en arv, Bjelke har taget på sig, og han skriver i flere af sine romaner om homoseksuelle mænd og deres udsathed i samfundet.
I ”Seks råb fra baghovedet” beskriver Bjelke i essayet ”der er ikke flere rigtige strygejern” mere detaljeret sin begejstring for Nabokov med, at han havde en stor evne til at skabe afstand mellem karakterer og læsere. Han skabte, ifølge Bjelke, en fremmedgørelseseffekt, der gjorde, at læseren blev mere optaget, provokeret, iværksat af hans bøger: ”jo mindre identifikation på intellektuel basis mellem tilskueren og en hovedperson, jo mere afvisning/afstand/provokations/konfrontation og emotionel påvirkning over for tilskueren” (”Seks råb fra baghovedet”, s. 130). Det er en teknik, Bjelke har taget med over i sit eget forfatterskab, hvor han generelt sørger for, at man hverken forstår eller sympatiserer med hovedpersonerne.
Stilistisk kan Henrik Bjelkes springende og collageagtige form vække minder om den amerikanske forfatter William S. Borroughs’ cut up-teknik. Cut up er en litterær metode, hvor en given tekst udstykkes (skæres op, klippes ud eller rives i dele) og sættes sammen igen til en ny tekst. Det er en teknik, Bjelke benytter sig af i stor stil – han låner, stjæler, klipper og klistrer i snart sagt alle værker – og han sender også en kærlig hilsen til Borroughs i flere af sine essays.