Genrer og tematikker

Karakteristisk for Charlotte Blays forfatterskab er, at hun via sine rejser og egne erfaringer får gjort unge i andre lande nærværende for os. Vi får deres liv tæt på og får en større forståelse for deres måde at tænke på.

En række af Charlotte Blays bøger beskriver livet i områder, der er meget anderledes end Danmark: Afrika i ”Løven brøler”, Australien i ”Kængurudrømmen” og borgerkrig i Nicaragua i ”Den plettede tiger”. Disse bøger har krævet meget research og er fyldt med overbevisende person- og miljøbeskrivelser: man kan føle tørheden i halsen, når Peter flygter gennem den australske ødemark, og man kan føle mudderet mellem tæerne, når Lilian hopper rundt mellem miskitoindianernes bliktækkede hytter i Nicaraguas regnskove. Selv om bøgernes ydre rammer er fjerne lande, er de ting, Charlotte Blay skriver om, genkendelige også for danske børn: forholdet mellem de unge og deres forældre, kærester og venskab – og de forvænte unge danskere kan lære noget om sig selv ved mødet med det fremmede.

Men Charlotte Blay snakker ikke bare om at gøre noget ved verdens uretfærdigheder. I vinteren 1992-93 tog hun ned i en kroatisk flygtningelejr for at arbejde som frivillig og undervise, og ud fra det skrev hun bogen ”Stjerneskud og halvmåne” (1994).

Ligeledes formår hun at inddrage de ældre i sine bøger, ofte knyttes der venskaber mellem børnene og en gammel bedstefar eller en gammel kone ude i byen, og tit er det dér, børnene søger hen. Selv har Charlotte Blay efterhånden fået 13 børnebørn og dermed fået nye erfaringer at skrive ud fra.

Dyr er ofte med i bøgerne, og ”Hot-Dog”-serien og ”Hop-Hans”-serien, som udkom første gang i 1980’erne, bliver fortsat læst af mange 8-13-årige hunde- og hesteelskere. For 14-15-årige hestefans er det oplagt at læse Charlotte Blays serie ”Ildhesten”, som foregår i Island og har 15-årige Lea som hovedperson.

I ”Felix Fox”-serien anvender forfatteren fantasy-genren til at levendegøre græsk mytologi. Gys og spænding finder man i serien ”Genfærdet”, hvor hovedpersonen Tora rejser rundt med sin arkæologfar og møder genfærd fra vikingetiden, indianere og personer fra de islandske sagaer. I disse bøger er der en nutidshandling, hvor hovedpersonen dykker ned i fortiden, som dermed bliver levende. Det samme gør sig gældende i romanen ”Himmelborgens hemmeligheder”, hvor historiske begivenheder flettes sammen med fiktive hovedpersoner.

Tematisk handler Charlotte Blays bøger om børns venskaber med andre børn, dyr eller voksne. Når danske børn i hendes bøger rejser med deres familie ud i verden, oplever de spændende møder med fremmede kulturer og får et indblik i børne- og ungdomsliv i andre lande. Bøgerne forholder sig også til danske børns familieliv med forældres skilsmisse, dårlig økonomi, mobning, loyalitet og andet, som påvirker børnenes dagligdag.