Genrer og tematikker

Jens Blendstrup skriver i en kortform, der hverken forpligter sig på en større, dybere sammenhæng eller forsøger at vride eksistentiel sandhed ud af et forceret udviklingsforløb. Romanerne ”Bombaygryde” og ”Slagterkoner og bagerenker” er undtagelsen, hvor Blendstrup gør sig forsøget at skrive i én, lang, samlet, fremadskridende, plotorienteret tekst. Sådan er det ikke i novellerne. Sådan er det ikke i lyriske kortprosatekster i ”Dame til fornuftige priser” eller ”Kvinden adskilt i hoveddele”. Sådan er det mildest talt ikke i oplæsnings- og performer-delen af værket. Og sådan er det ikke i romanfragmenterne (eller punktromanerne, som vi også kan kalde dem) ”Gud taler ud” og ”Luskefisefortællinger”. 

Fælles for Blendstrups kortformer er, at fravalget af længde og tydelig, dikterende sammenhæng synes at frigive en helt unik energi, hvormed Blendstrup er i stand til at forbinde det normale og kedelige med det vanvittige og sjove. 

Jens Blendstrup skriver om sig selv, men ikke på den autenticitetsforhippede facon, som man ser rundt omkring i samtidig autofiktion. Nej, Blendstrup karikerer demonstrativt sig selv; vrider og drejer i det erfarede materiale, puster det op til grotesk størrelse i et stort og fjoget grin. Til tider kan det synes, som om grinet er vigtigere end erindringen, men denne gestus skal ikke forveksles med ironisk distancering. Blendstrup evner nemlig at bruge humoren (og ironien) som en gangbar omtaleform for dét, der ellers er svært at tale om på andre måder. 

”Gud taler ud” er således en gennemspilning af Uffe Blendstrup som hustyran, alkoholiker og uhelbredelig kræftsyg. Med andre ord: Et traume af dimensioner. Det er forhastet og misvisende at sige, at humoren dækker over dette traume; at klovnen græder bag masken. Man kan snarere sige, at sjov og alvor mødes som jævnbyrdige partnere i et fælles udtryk. Alvoren ligger ikke neden under balladen. Alvoren er ballade og balladen er alvor. Det afsporede og fjollede rækker således ud efter livet, døden og kærligheden – i hvert fald i Jens Blendstrups forfatterskab.

Ved siden af den erindrede biografi er kvinder et hyppigt frekventeret fokus i forfatterskabet. Det er både kvinder som kropsligt begærsobjekt og kvinder som mentalt modbillede til en mandligt kønnet udsigelsesinstans. I begge henseende er kvinder en slags uopnåelige mastodonter af ro, overskud og klarsyn, og netop heri er kvinder dragende interessante.