Stefan Merrill Block

Egentlig er det helt oplagt, at Stefan Merrill Block er blevet forfatter. Han voksede op i en lille by i Texas, men i modsætning til de andre børn blev han blev holdt hjemme fra skole og fik undervisning af sin mor. Isolationen gav Stefan Merrill Block god tid til at læse og fordybe sig alene – perfekte egenskaber for en forfatter.

Et andet aspekt er, at familien var ganske dysfunktionel, og faderens alkoholmisbrug har givet Stefan Merrill Block en masse triste oplevelser med i bagagen – godt stof til et litterært værk.  

Alligevel var det egentlig ikke Blocks plan at komme til at leve som forfatter. Han studerede kognitiv psykologi på Washington University i St. Louis universitetet, da en professor fik øje på hans talenter, trak den unge student til side og fortalte ham, at han burde blive forfatter. Det råd blev fulgt.

Stefan Merrill Block flyttede til New York og gav sig i kast med sin første roman, mens han holdt skindet på næsen ved at ernære sig som bryllupsfotograf. I 2006 kunne Stefan Merrill Block sende sit første manuskript af sted til et forlag. Det blev antaget, og som blot 26-årig debuterede han med ”En fortælling om at glemme”, der straks vakte opmærksomhed og fik anmelderne til at sammenligne ham med en anden af de yngre amerikanske himmelstormere, Jonathan Safran Foer.

Som sin forfatterkollega trækker Stefan Merrill Block i høj grad på sin egen slægtshistorie i sine bøger. Bedsteforældrenes Alzheimers og sindslidelser er det primære brændstof i forfatterskabet, mens han også inddrager journalistiske researchmetoder i sin arbejdsproces. F.eks. byggede hans debut i høj grad på interviews med alzheimerpatienter, han havde stødt på i forbindelse med sine studier.

Hans figurers generthed og uhørt akavede forhold til piger er i øvrigt, ifølge Stefan Merrill Block, aldeles selvoplevet.

Stefan Merrill Blocks debut fra 2008, ”The Story of Forgetting” (”En fortælling om at glemme”, 2010), er spaltet i to: Romanen veksler mellem to sideløbende fortællinger, begge med base i Texas. Den ene historie handler om den gamle, pukkelryggede Abel, der med mismod ser tilbage på et liv domineret af en ulykkelig forelskelse i Abels egen brors kone, mens hans engang så isolerede slægtsgård er ved at blive opslugt af et vildtvoksende, velfriseret forstadshelvede. Den anden historie har teenagedrengen Seth som hovedperson. Han ser sin mor blive ramt alt for ung af sjælden type invaliderende Alzheimers, mens faderen forsumper foran fjerneren med litervis af gin & tonic og History Channel.

28237332

De to triste skæbner isolerer sig hver især – Seth læser den ene bog efter den anden om neurologi for at blive klog på sin mors sygdom, mens gamle Abel kun har sin gamle hest tilbage at tale med. Men de deler et gemmested i form af det fiktive Isidora, et mystisk drømmeland, hvor ingen erindringer findes, og ”hvor alting er styret af ukompliceret begær” (s. 44). Fordi ingen i Isidora kan huske noget, kan de forelske sig tusindvis af gange i deres liv, uden at det giver anledning til hjertekvaler.

”En fortælling om at glemme” veksler kapitel for kapitel mellem de to særlinges historier, begge er fortalt i 1. person. Indimellem er små kursiverede passager om Isidora, og andre af de to hovedpersoners historier afbrydes også af længere tekststykker, hvor Seth docerer om sine opdagelser udi sin viden om neurologi og sin egen genetiske historie.

De mange tråde flettes sammen til et afsluttende klimaks, hvor Alzheimers-sygdommen, der, som Tonny Vorm skrev det i Information, godt nok begyndte som en forbandelse, viser sig at ende som en velsignede. Kodeordet er kærlighed.