”Sølvtråden” med den påhæftede genrebetegnelse ”rejseminder” (se Beslægtede forfatterskaber) fra 1996 er Bobergs første deciderede rejseskildringer fra sin tid som backpacker-pioner på rejser i Sydamerika og Afrika. Minderne er en broget forsamling af hæsblæsende oplevelser fra turen, hvor Boberg og diverse rejsekammerater roder sig ud i den ene halsbrækkende knibe efter den anden. Det ene kapitel kan være fortalt i datid, det næste en reportage i nutid, og bogen afsluttes med en stak 1983-daterede breve skrevet i Sudan og sendt til en ven i Danmark.
25697138
Kapitlerne veksler mellem et poetisk jegs gengivelser og et mere journalistisk indstillet jegs reportagelignende skildringer. Ingen af de to bliver rendyrket i sine former, men smitter af på hinanden. Der er for mange subjektivt følsomme passager til, at det kan karakteriseres som renlivet journalistik, og det poetiske jeg er alligevel for god til at leve op til det journalistiske credo om ”show it, don't tell it”, til at det bliver ren følelsespoesi.
Den grundlæggende stemning i bogen er rastløsheden. Jeg'et er konstant på vej videre efter et eller andet, og kun få steder findes en ro, som snart afløses af uro. Det er som om, at den verden, jeg'et færdes i, konstant tømmes for mening, så det bliver nødvendigt at drage videre i jagten på indhold.
Der er ikke tale om en dannelsesrejse, hvor jeg'et drager ud og vender hjem fuld af nye erkendelser og indsigt. Der er nærmere tale om en strøm af begivenheder, som opleves gennem jeg'ets subjektive tilgang til verden. Skildringerne bliver psykedeliske bevidsthedsstrømme, når der er stoffer involveret. Når jeg'et er i sit politiske hjørne, antager skriften samfundskritisk karakter.
Desuden indeholder rejseminderne en form for dobbeltkontrakt (altså en ægte, oplevet virkelighed og ikke skønlitterær fiktion) med læseren, da det hele jo er baseret på Thomas Bobergs egne oplevelser som rejsende.
”Sølvtråden” var Thomas Bobergs første prosaudgivelse og blev et gennembrud for det bredere publikum.