Benni Bødkers forfatterskab er stort og spreder sig som nævnt over mange forskellige genrer, men man kan sagtens finde fællestræk, som deles med andre fortællinger.
Bøgerne om de uheldige Baudelaire-børn, Violet, Klaus og Sunny fortalt af Lemony Snicket (pseudonym for Daniel Handler) har et univers, der på mange måder minder om det tidløse og modsætningsfyldte univers, som læseren præsenteres for i serien om Nattens børn.
De tre Baudelaire-søskende mister deres forældre i en mystisk brand, og boets advokat finder derefter skiftende formyndere, der skal tage sig af de tre børn. Disse formyndere er ofte karakterer af rang, der enten er opslugt af krybdyr eller retstavning og som derfor ikke i tide opdager, at børnene efterstræbes på livet af deres fjerne slægtning, grev Olaf. Olaf har finansielle problemer og vil have fingrene i familieformuen og den eneste vej dertil er gennem tre døde børn.
Heldigvis er Violet, Klaus og Sunny ualmindelig opvakte og formår gang på gang at redde livet. Anderledes sørgeligt forholder det sig med formynderne, der en efter en må lade livet, ofte på bestialsk vis, for Grev Olafs hånd.
Som det kendes fra Bødkers univers, er det handlende barn også her i centrum for fortællingen. Baudelaire-børnene er overladt i andres varetægt, men må i virkeligheden klare sig selv. De kan ikke stole på de voksne de møder, og deres negative forventninger til voksne bliver hele tiden bekræftet, fordi de voksne enten ikke tror på, hvad børnene fortæller, eller fordi de voksne i virkeligheden ikke vil dem noget godt.
Når det kommer til genrefællesskab, er det vanskeligt at komme udenom Dennis Jürgensen, der har en lang række børne- og ungdomsudgivelser bag sig. Jürgensen har beskæftiget sig med alt fra muntre vampyr- og monsterskildringer i serien om drengen Freddy til dystre fremtidsskildringer i ”Kadavermarch”, hvor de døde rejser sig fra gravene, forvandlet til kødhungrende zombier. Jürgensen og Bødker adskiller sig dog fra hinanden ved, at Bødker også skriver til de yngre læsere, hvor Jürgensen som oftest henvender sig til de lidt ældre, hvilket bøgernes omfang også vidner om.
Endelig er der Kenneth Bøgh Andersen, der med sine bøger om ”Den store djævlekrig” og sine gysere f.eks. ”Det sultne maleri og andre gys” placerer sig genremæssigt indenfor samme ramme som Benni Bødker. De kan begge skrive i det korte ’læs let’ format, hvor megen handling skal udspille sig på ganske få sider, men mestrer samtidig de lange fortællinger, der strækker sig over flere bind og flere hundrede sider.