Hungerbarnet

Citat
”Han havde ikke set det – eller hørt noget. Hun stod der bare lige pludselig som var hun vokset op af jorden. Spyttet samlede sig om hans tænder, og han tyggede lidt mens han gloede. Hun var ikke ret stor, ingenting på hende var stort undtagen hendes øjne i det magre ansigt hvor man kunne se alle knoglerne, de var til gengæld alt for store og lå mærkelig dybt i deres huler.”


”Hungerbarnet”, s. 25-26.

Cecil Bødkers børnebøger er i vid udstrækning karakteriseret ved, at både tid og sted virker genkendeligt, men samtidig ubestemmeligt. Således også i ”Hungerbarnet”, 1990, hvor tjenestedrengen Larus driver køer for en husbonde i et miljø, der kunne minde om et dansk bondesamfund fra omtrent sidste del af 1800-tallet.

Larus er spinkel af bygning, og forældrene har været nødt til at sende ham ud at tjene. En da, hvor Larus er ude på overdrevet med husbondens køer, møder han pigen Tinke, der er beskidt, stinker fælt og ved at dø af sult. Larus deler sit brød med pigen og malker en kop mælk til hende. Han får at vide, at hendes far er død, og da han en dag følger med hende hjem, finder han ud af, at moren også er død og stadig ligger i sengen på gården.

24159515

Tinke følger med tilbage til gården, hvor Larus tjener, og man sørger for at få hentet og begravet Tinkes mor. Madmor tager Tinke til sig, men Tinke føler sig kuet og længes mod en større frihed, hvilket skaber gnidninger og konflikt.

På den måde videreføres flere røde tråde fra ”Silas-serien”. Børnene Larus og Tinke må også her stå sammen mod de voksnes tyranni, og Tinke kan i det hele taget med sit rebelske sindelag og sin måde at stille spørgsmål til alting minde ikke så lidt om Silas. Også i ”Hungerbarnet” spiller børnenes frihed til at være sig selv en stor rolle, men i højere grad end i ”Silas-bøgerne” er de snærende bånd om denne frihed skabt af de hårde kår, som børnene lever under. Både Larus og Tinke kommer fra de laveste lag af samfundet, og det er altså også til at få øje på en social kritik i bogen, selvom den spændende historie som altid hos Bødker er det vigtigste.

Det forhold, at bogen både udspiller sig i et genkendeligt miljø, men samtidig løsrevet fra tid og sted, er med til at understrege det almene i Bødkers fortælling. De kampe, Larus og Tinke kæmper mod de voksne og mod deres omverden, kommer til at virke som grundvilkår i det at være menneske på bunden af samfundet – og især i det at være barn. På den måde bliver det muligt at forholde sig til deres skæbner på tværs af tid og rum.