Jytte Borberg blev født i Schweiz, men familien flyttede hurtigt til Danmark Hun er datter af en tandlæge og tilhørte således tidens borgerlige aristokrati. Dette aristokrati tilhørte hun selvsagt også i Viborg, amtsby, stiftsby og militærby, af nogle betegnet som snobbet. Hun har således selv iagttaget, hvad der blev til de to romaner om Eline Besser, Eline Bessers læretid og Det bedste og det værste, Eline Besser til det sidste. Vi følger Eline fra hun i 1900 bliver ansat som tjenestepige hos en manufakturhandler til hun dør i 1957. Hun er naiv, faderløs og har kun moderens strengt religiøse forskrifter at leve efter. Det skal gå galt for Eline; hun får et barn med Heinrich, en tysker på gennemrejse mod karriere. Barnet ser aldrig sin far. Eline er ung mor med en horeunge, så hun må gøre oprør. ”Mest talte de fine fruer om deres besvær med tyendet, og Eline fik helt ondt af dem, når de sukkende og hændervridende berettede om de genvordigheder, de bestandigt udsattes for.”
Fra dette udgangspunkt må hun iværksætte et nødvendigt socialt og kvindefrigørelses oprør. Hun hjælpes på vej af kokkepigen Hilda, der er fagligt aktiv. I disse to romaner blev Danmark, klassesamfundet og kvindefrigørelsen beskrevet adskillige år før Matador lagde gaderne øde. Eline bliver selvstændig. Hun er rejsende og jaget. Hun ernærer sig som hønseekspert på gårde, hvorfra hun jages af rygtet om datteren Lauras adkomst til denne verden; horeungen. Og hun er ikke afhængig af mænd.
Romanerne om Eline Besser kan snævert ses som kvindefrigørelsesromaner; men Eline tager til sidst selv ordet. Hun er selv fortælleren, har selv instrueret romanen om sit liv. Hun afslører, at under de mange skørter og gevandter har erotisk vellyst boblet og skørterne var ikke tunge. Iblandt de mange forhold har der endda været et virkeligt kærlighedsforhold. Bøger er glemt to måneder efter de er udgivet. Mediefokus er på forfatter og bøger på udgivelsestidspunktet. ”Ellers skal jeg blive kæreste med Kronprins Frederik, for at få medieomtale.”, udtrykker forfatteren et noget skævt mediebillede af dagens litteratur. Dog oplever Jytte Borberg, at bøgerne om Eline Besser huskes af publikum.
Kvindefrigørelsen er også det tilsyneladende tema i de to næste romaner Rapport fra havbunden og Nu og aldrig. ”Rapport fra havbunden” er fortællingen om Agnete, der kommer fra København til en sydfynsk ø. Hun gifter sig med skibsværftsejeren Birger, godt og sikkert. Hurtigt bryder hun ud af det småborgerlige liv og forelsker sig i Erling, en sømand; Agnete og havmanden. Og hun bliver gravid med Erling, men, sømanden, havmanden, må væk, som det er dens natur. Agnete finder kræfter til fremtidens udfordringer i fraværet af Erling, der erstattes af kommunikationens nærhed. Han ringer fra fjerne havne og de skriver sammen i et væk. Og øens kvinder bliver hende til daglig støtte. En tidstypisk kvinderoman, synes det. Men det væsentligste i Jytte Borbergs forfatterskab har ikke været kvindefrigørelsen, men frisættelsen af mennesket, som et helt menneske i tiden. Skabelonen er den samme i ”Nu og Aldrig.” Ketty rejser fra sin isenkræmmermand til København. Kettys frigørelseshjælpere bliver i denne bog kunstnerne frem for medsøstrene. En eneboer, en billedvæver, en forfatter flere på grænsen til det psykisk normale.
I en tid, hvor de allerfleste psykiske lidelser er reduceret til somatiske mangelsygdomme, der kan afhjælpes ved den rette dosering af et psykofarmaka giver det ingen mening at tale om sjælens farve. Men det gør Jytte Borberg i Sjælen er gul fra 1981. Laings antipsykiatri udfordrede den konventionelle psykiatri ved at hævde at sindssygdomme var en normal reaktion på et sindssygt samfund. I romanen behandles Lotte således med et højskoleophold. Medicinen er maleren Olivia Holm-Møller som er emnet for højskoleopholdet. Lotte udfries, såvel som menneske som fra sin sygdom.
I Slaraffenland er vi nået inden for murene, vi er på det psykiatriske hospital. Titlen udtrykker sarkasme og distance, og Jytte Borberg er nu også distanceret fra det system hun indtil 3 år tidligere, før sin mands død, var en del af. Iris er på en psykiatrisk afdeling, der er præget af såvel lægernes strenge autoritet som deres nærhed. Personale og patienter arbejdede alle og var en del af afdelingen. Iris er overlægens husholderske og drager omsorg for hans skilsmissesøn. Overlægens magt udtrykkes i medicineringen af patienterne, der ved øgede doser fratages kontrollen med eget liv. Men overlægen er under pres og må ordinere sig selv medicin. Der er en slange i Slaraffenland og den bider således sig selv i halen.
Rosa Kruse er den kvindelige Robinson i Skyggernes bog. Hun skal i ensomheden forløses fra sin grå fortid. Hun var en dårlig advokatsekretær. Hun har udført en abort på sig selv som 19-årig. Der er mange lig i lasten. På øen finder hun papir, men tør grundet dens knaphed knap skrive. Fortiden dukker op i virkelige og uvirkelige mindelser. Da hun bliver så stærk, at hun tør mere end holde ilden ved lige og skue ud over egen nød, finder hun ud af at øen ikke er helt øde.