En grundlæggende etisk fordring i Jytte Borbergs liv er fuldstændig ærlighed. ”Ingen skal få mig til at sige noget, jeg ikke mener. Man skal selvfølgelig fare frem med pli, og ikke slynge hvad som helst i hovedet på folk, men man skal svare bundløst ærligt på de spørgsmål man stilles i livet.” Denne fordring fører hun også ud i forfatterskabet, selvom den nogle gange tager et spring ud i det unaturligt fiktionære.
I sin holdning til anmeldelser er hun også hudløs ærlig, ”Jeg tror ikke på de forfattere, der siger, at de ikke læser anmeldelser. Jeg kaster mig over aviserne, når mine bøger anmeldes. Nogle af anmelderne er gode læsere, og hvis de giver en af mine bøger dårlig kritik, tager jeg det til mig. Nogle anmeldere, kan man se, har dårligt læst bogen, og deres mening er mig ret ligegyldig.” Hvad der er mindst lige så vigtigt for Jytte Borberg er læsernes reaktioner, når hun er ude at holde foredrag. Her møder hun læsere og potentielle læsere, og spørgeiveren og kendskabet til hendes bøger beviser, at bogen bestemt ikke er død. Der læses utroligt meget.
Som et andet centralt begreb i forfatterskabet står konfrontationen. Jytte Borberg konfronterer sig selv med de stridspunkter hendes personer løber ind i. ”På det tidspunkt en tekst bevæger sig hen hvor det bliver meget svært, konfronterer jeg mig med problemerne, for de skal løses eller i hvert fald ses.” Derfor er det godt at bo ved havet, for det kan man stå foran hver dag og tage konfrontationen med. Det er der, det er stort, det kommer buldrende ind og det skal ses. På spørgsmålet om, hvad hun for tiden læser, er svaret (i maj 2004), ”På natbordet ligger Paul Auster ”.