Nederdrægtighedens Verdenshistorie

Citat
”Mændene og hundene havde respekt for ham og kvinderne ligeså; alle vidste, at han havde to drab på samvittigheden; på hans lange, fedtede hår sad en høj hat med lille skygge; lykken tilsmilede ham, som man siger. Vi unge mænd, der holdt til ved Villaen, efterlignede ham – selv på den måde, han spyttede på. Men en nat fik vi indblik i Rosendos sande væsen.”
”Manden fra det rosafarvede hjørne”, ”Nederdrægtighedens Verdenshistorie”, s. 67.

I Jorge Luis Borges’ Historia universal de la infamiafra 1935 (”Nederdrægtighedens Verdenshistorie”, 2000) bygges fortællingerne op som en mosaik af skrifter fra andre steder. Bagerst i bogen står optegnelserne over Borges’ inspirationskilder, som bl.a. tæller ”1000 og een nats eventyr” og historiebøger om Japan, Persien og gangstermiljøet i New York.

Novellen ”Manden fra det rosafarvede hjørne” gav Borges bred anerkendelse og er, som Borges selv skrev, en ”klassisk novelle”, med en langt mere traditionel dramaturgisk komposition end hans senere værker.

22748637

Fortællingen er en slags portræt af el compadrito, slynglen fra slummen, hvor en unavngiven jeg-fortæller tænker sig tilbage til slumkvarteret i Buenos Aires. Her træder den berygtede Francisco Real ind på baren Julia’s og får med sin sorte skikkelse alt til at forstumme. Real udfordrer den mest frygtede bandit i området, Rosendo Juarez, til knivkamp. Inden de når så langt, stikker Juarez dog halen mellem benene, og hans kvinde, den forførende ’La Lujanera’, springer fluks ud i en vild tango med den nye alfahan. Ud af baren danser de, til hvad man tror bliver hed elskov, men inden morgenen gryr kaster Real sig igen ind gennem svingdørene til baren, denne gang dødeligt såret, men af hvem?

Fortælleren spiller den lidt anonyme karakter, der i førerhannernes kamp kun værdiges et skub og i al hemmelighed må drømme om dansen med den flammende Lujanera. Men en såret stolthed giver ham mandsmod, og ved historiens klimaks skifter han karakter. Dermed fortælles, parallelt med dramaet om mord og knivkamp, den enlige gauchos udviklingshistorie. Til slut benytter Borges sig af et fremmedgørende element, som også optræder ofte i hans senere fortællinger, da han lader fortælleren tale ud til sin forfatter.

Titlen skeler til miljøet, baren på hjørnet, som var stedet, hvor underklassen fra ’el barrio’ generelt havde deres tilholdssted, og i fortællingen finder man mange detaljer om disse knivgale machomænd – tangoen, de karakteristiske højhælede sko, den røde nellike og sjalet, som alle er autentiske elementer fra kulturen.