Poul Borums alenlange bibliografi vidner om et nært og livslangt forhold til lyrikken. Hans digte er gennemgående skrevet i frie vers. Formen spiller ifølge Borum selv en enorm rolle i digtningen, som han forklarer det her: ”Som en anden stor digter, franskmanden Paul Valéry, har sagt det: Det, som for andre er form, er for digteren indhold. Det er en formel opgave, man sætter sig til, når man skriver, og så kommer der somme tider noget ud af det, hvor man overrasker sig selv ved at sige noget, man ikke vidste – og ikke vidste, at man kunne sige” (Merete Nissen: Interview til Radio Sokkelund om digtning, 1994). Ifølge Borum er form- og indholdssiden altså nært forbundne i digtningen, da det netop er gennem formen – eller i samspillet mellem indhold og form – at der kan opstå nye overraskende betydninger.
Denne leg med betydninger gennem formen er helt central i Borums digtning. Ikke to digte ligner hinanden. Han skriver prosadigte, digte der rimer i et vers, men ikke det næste, digte hvor verslinjer er et ord korte og andre, hvor sætningerne får lov at fylde verslinjen ud. Nogle digte synes at have en fast form, andre udvikler sig formmæssigt i takt med, at indholdet eskalerer. Den eneste gennemgående regel er tilsyneladende, at der skabes et meningsfuldt spil mellem form og indhold.
Når det kommer til det tematiske indhold, er Borum noget mindre legesyg. Hans digte tager udgangspunkt i et erfarende jegs oplevelse af verden og kan således placeres i den centrallyriske tradition. Fra dette perspektiv tager Borum som regel fat i de store lyriske temaer. Som han selv forklarer de lyriske tematikker gennem tiderne: ”Egentlig har det vel altid handlet om de samme grundtemaer: Mennesker i verden, ensomhed, kærlighed, liv død, naturen, omgivelserne – alt det, vi stadigvæk skriver digte om.” (Merete Nissen: Interview til Radio Sokkelund om digtning, 1994).
Således også i Borums egne digte, der uden tøven og ganske uhøjtideligt kaster sig ud i eksistentielle tematikker. Disse suppleres ofte af metadigtning om det at digte. Dette ses f.eks. i ”Digte til musik” i ”Chopin-mazurka”, hvor digteren forsøger at vælge den helt rigtige kuglepen, der, som det udtrykkes meget billedligt i digtet, kan: ”penetrere poesiens stønnende udstødte æg” (”Digte til musik”, s. 22). På samme måde tilsættes metalaget i samlingen ”Hende”, da digterjeget til sidst forklarer meningen med kærlighedsdigtene således: ”(…) kom nøgen iklædt din søde krop/ prøv nogle slidte ord/ jeg har syet dem efter dit mål/ med hænderne vil jeg stryge/ de lindrende ord ned omkring dig” (”Hende”, s. 68).
Med afsæt i det forudgående kan man sige, at i Borums lyriske univers kan selv de største og mest slidte kærlighedsklicheer, når blot de formsyes på en interessant og vedkommende måde, give sin modtager noget værdifuldt – det være sig lindring, trøst, forundring, erkendelse eller blot et smil på læben. Netop her i hans tilbagevendende metafleksioner skinner Borums andre kasketter som anmelder, underviser og redaktør igennem og vidner om en digter, som er uhyre bevidst om sin rolle.
Det, der hæver Borums digte over de tematiske klicheer, er foruden føromtalte form hans vitale sprog og konstante søgen efter de præcise ord at sætte på den komplekse virkelighed. Med sine billedmalende neologismer som f.eks. ”ølskumsvenus”, ”sødmælks-stemmer”, ”surmuleføl” og ”blikstille” og sin tilbagevendende leg med betydningsglidninger – hvor samme ord gentages efter hinanden i sine forskellige betydninger (som det f.eks. ses i digtet: ”Din tunge rækker” s. 21 i ”Hende”), holder Borum konstant sin læser til ilden og livets store temaer levende gennem sproget.