”Helioskatastrofen”, fortællingen om pigen Anna, der gradvist lukker sig inde i sit eget depressive sind, minder på mange måder om Sylvia Plaths ”Glasklokken” (1963), hvor pigen Esther ligeledes kæmper med en svær depression. Begge piger har svært ved at finde sig tilrette i verden, som den ser ud, og begge ender de med at blive indlagt. Både ”Helioskatastrofen” og ”Glasklokken” sætter spørgsmålstegn ved den ydre moderne verden og dens konventioner.
En anden forfatter, der også har skrevet om det depressive sind, er Tove Ditlevsen. Blandt andet i digtsamlingen ”Det runde værelse” (1973), der kredser om en sindssyg piges forestillingsverden. Men også i romanerne ”Ansigterne” (1968) og ”Vilhelms Værelse” (1975), der begge handler om forfatteren Lise Mundus’ mentale sammenbrud og de vrangforestillinger, der knytter sig hertil. Ligesom Anna og Esther indlægges Lise Mundus på grund af sin sygdom.
Linda Boström Knausgårds værker har et selvbiografisk præg, det havde Sylvias Plaths ”Glasklokken” og Tove Ditlevsens værker også. De tre forfattere har alle kæmpet med depression, en sygdom der betød at både Sylvia Plath og Tove Ditlevsen endte med at tage deres eget liv. En skæbne som de deler med hovedpersonen i deres romaner, og som ligeledes også ender med at bliver Annas skæbne i ”Helioskatastrofen”.
Fortællingen i Linda Boström Knausgårds tredje roman ”Oktoberbarn” krydser spor med fortællingen i flere af hendes eksmand Karl Ove Knausgårds værker. Herunder ”Min kamp 6” (2013), hvor han skriver han om hendes sygdom, ”Om foråret” (2016), hvor han igen skriver om hendes depression og beskriver hendes selvmordsforsøg og indlæggelse og ”Om sommeren” (2017), hvor han diskret berører deres brud.
At de to forfattere, der sammen har fire børn, i deres værker kalder børnene vidt forskellige navne er med til at understrege genrens frie bevægelighed mellem fiktion og virkelighed.