Handlingen er i nogle af bøgerne enstrenget, mens den i andre - især i ungdomsromanerne - er komponeret med flere parallelhandlinger. Disse mødes undervejs for så at løbe videre i et og samme spor.
Gennem personerne viser Aage Brandt, at det nytter at holde fast i egne fornemmelser og behov, at det nytter at handle og at gøre noget ved endog vidtrækkende problemer, også selv om man er en dreng på bare 12 år, som Filippo i Filippo og friheden.
I persongalleriet opereres der ligeledes med modsætninger som noget centralt. Ekstremtyper og personer af typen, "som folk er flest", er overvejende den måde, hovedpersonerne fremstår på. De skildres i bøgerne for mindre børn og for mellemtrinnets børn i et let tilgængeligt sprog med humor og poesi. Humoren skabes på baggrund af et fint blik for børneverdenens særlige logik. Uoverensstemmelsen mellem det, de voksne siger og det, de gør, tager sig ofte morsomt ud set fra børnenes synsvinkel.
I bøgerne for unge kan humoren derimod mangle, men også her vil man kunne finde en sart og følsom poesi.
Personerne er trukket skarpt op næsten som i eventyret, hvor man aldrig er i tvivl om, hvem der er de onde og de gode. Ligesom i eventyret må personerne i Aage Brandts romaner gå gennem alvorlige kampe og prøvelser, før de er i stand til at vælge friheden. Der er nemlig altid omkostninger forbundet med et sådant valg. Derfor samler personerne erfaringer, inden de kan handle og vælge i overensstemmelse med fundamentale følelser og behov.