En Dødsnat

Citat
”»Hvis det er det, Lise,« begyndte Kusinen igen noget efter, - »hvis det er det, at du tykkes ikke, du kan bliv’ ved aa haab’, ja, saa vil a sig’ dig, at det maa du ikke la’ vær’.« Lise svarede ikke. »A siger, du skal bliv’ ved aa haab, Lise. – Du skal bliv’ ved lig’ til de stor’ Folk siger, nu kan det ikke hjælpe længere.«”
”En Dødsnat”, s. 106-107.

”En Dødsnat” fra 1912 er beretningen om den skæbnesvangre nat, hvor 13-årige Lise og hendes otte mindre søskende mister deres mor i barselsseng. Romanen spejler forløbet omkring Marie Bregendahls eget modertab og anses som et af hendes hovedværker.

Handlingen udspiller sig på og omkring gården Broholm i slutningen af 1870’erne. Her forløber først en eftermiddag i ren idyl, hvor husets mange børn flokkes om den højgravide moder Anne i spisestuen, mens hun smører mellemmadder til folket på gården. Anders, den forknytte husbond, er på marked i byen, og arbejderne er i marken for at høste. Hen mod aftenen begynder veerne, og kort efter at børnene og deres to kusiner er blevet sendt ned til bedstemoren, står det klart, at det bliver en kompliceret fødsel.

51017889

En stor del af romanen er fortalt fra børnenes og særligt Lises perspektiv. Det skaber en afstand til dramaets epicenter, morens overlevelseskamp i barselssengen, der kun trænger ned til børnene via de skrækindjagende skrig oppe fra gården. Samtidig opleves de skæbnesvangre timer des mere mystiske og voldsomme, idet børnenes uvished om forløbet skaber grobund for en række forestillinger om morens lidelser og mulige død. I sin fortvivlelse tyer Lise til troen, men hun har svært ved at fuldføre sætningen ”Ske din Vilje!”, da hun vil bede sit fadervor.

Over børneflokken og tjenestefolkets oplevelse af begivenhederne svæver en alvidende fortællerstemme. I løbet af dødsnatten lider denne skiftevis uforbeholdent med karaktererne og kommenterer begivenhederne for læseren med en fortrolig merviden, der foregriber den kommende ulykke og giver beretningen et fortidigt skær. Da børneflokken og alle gårdens folk til sidst står samlet om morens dødsseng, fryser scenen et øjeblik, mens fortælleren bevæger sig ind og ud mellem de forskellige personers bevidsthed. Luften står for en stund stille i det lille overfyldte rum, inden en ny realitet tager sin begyndelse på den anden side af dødsnatten.