Man kan da aldrig få brædder nok

De tekster, Palle Bregnhøi har illustreret, egne eller andres, tager så godt som alle udgangspunkt i en almindelig, genkendelig hverdag, som den udspiller sig i det velkendte fysiske univers, en verden, han skildrer veloplagt og ubesværet i sine billeder. "Jeg elsker tingene, og jeg synes, det er så spændende at gengive tingene, men så bare putte dem ind i historiens sammenhæng. Og samtidig håber jeg, at ungerne får den samme glæde, som jeg har, og at de opdager - jamen, det er jo smukt - det ser dejligt ud."

I Man kan da aldrig få brædder nok tegner han børn, der helt tydeligt har en glæde ved tingene og især ved at skabe ud af tingene. Og ligesom i Kirsebær-Martin er det vigtigste ikke at nå et mål, men at være i den skabende proces.

Historien udspiller sig i natur og landlige omgivelser, der er skildret med en forelsket sans for skønheden i kontraster, der giver billederne vibrerende liv og varme. Det gule sollys gør det frodige græs næsten selvlysende grønt, den nedgående sol er kæmpestor og dyborange mod billedets skumringsblågrønne forgrund, og et hus, der er en øjenfryd ved sine rød/hvide kontraster får lov til bare for skønhedens skyld at fylde næsten hele billedet.

Jo, det lykkes for Palle Bregnhøi at smitte os med sin forelskelse og den sindets lethed, forelskelsen hører sammen med.