I Det mørke fra året efter er volden mærkbart nedtonet, men ikke mindre ubehagelig eller klaustrofobisk. Samlingens tre historier er en slags tværsnit i konfliktramte, mandlige bevidstheder. I den første historie er omdrejningspunktet en fars incestuøse besættelse af datteren, i den anden og tredje ugengældt kærlighed og død.
Fælles for historiernes hovedpersoner er et stærkt ubehag over for kroppen, det organiske – alt, der er underlagt forfald. Det mørke i titlen refererer netop til dette ubehag, til den indestængte vrede og aggression, som driver personerne til yderligheder.
Novellerne i Så megen vrede og ”Det mørke” er blottet for konkrete henvisninger til tider og steder og fremstår næsten abstrakte i deres rensede form. Vi følger begivenhederne fra psykopatiens upålidelige og klaustrofobiske vinkel – en teknik, der forstærker den gennemgående uhygge, men også påkalder sig læserens stillingtagen.