Brenøes næste udgivelse, romanen Victors Victor, 1995, fokuserer tættere på identitets- og virkelighedsproblematikken og viser samtidig en mere fabulerende og humoristisk side af forfatterskabet. ”Victors Victor” er en barok historie om psykisk sammenbrud, om afmagt i den flimrende medie- og reklamevirkelighed. Romanens hovedperson, der undertiden kalder sig Victor, undertiden Hans, konstaterer i begyndelsen, at alle hans bumser faktisk er forsvundet, efter at han er begyndt at bruge en ny ansigtssæbe, han har set på tv. Selv stereoanlægget lyder en smule renere, og smukke kvinder – påstår Victor – byder sig til på stribe. Den fantastiske sæbe, der ”synes at trænge ned i huden og gøre den ren indefra” , har simpelt hen gjort ham til et lykkeligt menneske.
21668591
Men lykken er kort for den ordensfikserede Victor, som intenst følger nyhedsudsendelserne om en optrappende storpolitisk krise på tv. Takket være en defekt videoafspiller kan han følge begivenhederne på nært hold, i slowmotion og flere gange om dagen. Alt sammen lige indtil han pludselig opsluges af videoens mere og mere hakkende billeder og tror han ser verden, som den i virkeligheden er: ”Inde bag flimmeret, bag de tæt konstruerede billedkollager og indviklede løgne, trådte det hele frem, viste sig sådan som det i virkeligheden er! Den sande historie. Uden fyld, uden bortforklaringer” .
Herfra er Victors verden definitivt opløst – og romanen om ham mere og mere diffus og flimrende. Til sidst i forløbet bryder pest ud i ”De gamles By”, og den fantastiske ansigtssæbe er begyndt at klø. Groteske sex- og voldsfantasier blander sig med tv-billederne i Victors mere og mere surreelle verden. ”Victors Victor” handler om skizofrenien, galskaben, som resultat af mediebilledernes udviskning af grænserne mellem identitet og virkelighed. Er løgnen, fiktionen, blevet et grundvilkår i den moderne verden? Har de allestedsnærværende billeder gjort virkeligheden utilgængelig?
Problematikken omkring virkelighed og fiktion dukker også op i romanen David Feldts efterladte papirer, 1997, en historie om en dømt, der begår selvmord, og hvis efterladte papirer simpelt hen er romanen ”David Feldts efterladte papirer”! Romanens sammenkobling af forbrydelse, skrift og død får afgjort læseren til at tænke på den tidlige Svend Åge Madsens forfatterskab.
At problematikken langt fra er ny, fremgår dog af omtalte ”Eva”, der også kan læses som en kunstners dødelige omgang med virkeligheden. Da Eva ligger livløs på jegfortællerens seng, omtaler fortælleren hende et sted som hans ”værk”. Er det at skabe form det samme som at fixere virkeligheden? Kan skriften indfange det levende?