Mord og lemlæstelse er der intet af i Brenøes foreløbig sidste og måske bedste opus, Bjerget, 2001. Romanen handler om fedtbjerget Jens, en ensom fyr i begyndelsen af trediverne, der har kastet sig ud i et gigantisk projekt: trods sin abnorme fedme rejser Jens landet rundt for at invitere sine gamle klassekammerater til gensynsfest. Rejsen fører ham til den jyske provins, til småborgerlige hjem og ægteskaber på randen af sammenbrud.
Via Jens fortæller Brenøe en grotesk og morsom historie om en ægte outsider, der dog er i stand til at filosofere over sin kropslige ekstremitet. Ifølge Jens er vi nemlig alle fede, fordi vi har travlt med ikke at være eller blive det: ”At være fed har aldrig; gentager aldrig været et valg. Vi er fede lige meget hvad. Gå på grønttorvet og se agurkepigen i øjnene, og du vi se hendes fedme sidde dér! Gå til slagteren, og den hund, der står bundet foran butikken, vil gø det fedes gøen” . Dette er uden tvivl romanens pointe: fedmen er blevet vores tids tabu, det onde selv, som vi fortrænger og forsager.
”Bjerget” er udstyret med en række delikate og i bogstavelig forstand fede madopskrifter, men også med en fortæller, der for første gang i forfatterskabet ikke har svært ved at påkalde sig læserens sympati. Med sine 312 sider er ”Bjerget” desuden Brenøes fedeste bog!